USA: En voldsom snestorm har ramt store dele af USA og sat otte stater i alarmberedskab. Både i Connecticut, Maine, Massachusetts, New Hampshire, New Jersey, New York, Pennsylvania og Rhode Island har man holdt vejret i afventning af sneens komme.

New York var blandt de byer, hvor beboerne blev advaret mod at køre efter morgenmad og kaffe på Dunkin’ Donuts tirsdag. Beboerne i millionbyen vågnede dog ikke op til helt så store mængder sne, som meteorologerne oprindeligt havde forventet. Derfor blev varslet om en egentlig snestorm afblæst i store dele af New Jersey og New York tirsdag, rapporterer CNN.

Guvernør i New York Andrew Cuomo meddelte ved et pressemøde tirsdag eftermiddag dansk tid, at køreforbuddet i New York nu er blevet ophævet. Også busser og metro ventes snart at køre igen, dog med færre afgange end normalt.

De nationale vejrmyndigheder, NWS, advarer dog om, at snestormen fortsat kan sende »lammende mængder sne« ind over store dele af det nordøstlige USA, og at der derfor kan opstå »livstruende« situationer.

Resten af det østlige USA kan således endnu ikke ånde lettet op.

Tirsdag ramte voldsomme bølger, vindstød af orkanstyrke og store mængder sne New England på østkysten. Bostons gader blev tømt for alt andet end sneplove. I delstaten Massachusetts levede snestormen i det hele taget op til betegnelsen »historisk«, som er blevet hæftet på den. Her er der faldet 63,5 centimeter sne. Også i Connecticut, Rhode Island og New Hampshire ventes der mere end 60 centimeter sne.

»Vi beder folk om bare at blive hjemme i dag og stå stormen igennem,« siger Bostons borgmester, Marty Walsh, til NBC Today.

Også de store lufthavne i området er ifølge CNN blevet lagt stort set øde, da mere end 7.700 flyafgange er blevet aflyst. De passagerer, der er strandet, klager på sociale medier over, at man hverken kan købe drikkevarer eller mad, mens man venter på nyt om sit fly.

Mindst én person har mistet livet i forbindelse med snestormen. En ung mand på 17 år døde i en slædeulykke, da han ramte en lygtepæl, oplyser politiet ifølge ABC News.