USA: »Gå hjem og bliv inden døre«.

Sådan lød budskabet i går aftes til alle beboere i USAs største by, New York City. Men i løbet af natten blev vejrudsigtet justeret. Og istedet for de lovede 90 centimeter sne, kan newyorkerne nu maksimalt forvente tyve centimeter.

Nord for New York City i Boston og Portland, Maine, frygter man stadig voldsomt snefald på over en halv meter. Og stærk vind kombineret med isnende kulde langs hele den amerikanske østkyst truer stadig med strømafbrydelse for op til 60 millioner indbyggere.

Men alt i alt forventes snestormen, der i første omgang blev kaldt 'historisk', ikke at blive nær så voldsom og livsfarlig som først spået.

Fra klokken 23:00 (lokal tid) blev af udgang for private forbudt i New York City. Og hvis civile blev pågrebet udendørs, risikerede de bøder på op til 300 dollar pr. næse.

snestorm

Før stormen blev nedgraderet, tog New York Citys borgmester dog ingen chancer, da han holdt en direkte tv-tale til indbyggerne i millionbyen.

»Det her vil sandsynligvis være en af de værste snestorme i New Yorks historie,« siger borgmester Bill di Blasio således ifølge NBC.

Nabostaten Massachusetts har indført et fuldstændigt rejseforbud gældende fra midnat lokal tid (tirsdag morgen dansk tid).

Mindst 6.500 flyafgange er ifølge flere amerikanske medier også blevet aflyst mandag og tirsdag, og endnu flere ventes at komme på den liste, når stormen for alvor tager fat i løbet af natten lokal tid.

I byerne langs hele den nordlige østkyst er myndighederne klar med snerydningskøretøjer, mens folk på forhånd har hamstret mad, skovle og grus.

Desuden vil skolerne formentligt være lukket tirsdag, skriver New York Times.

Det ventes, at den voldsomme snestorm vil tage af i løbet af tirsdagen.