INDIEN: En tragisk trafikulykke har tirsdag kostet 12 hinduistiske pilgrimme livet i det nordøstlige Indien, skriver AFP ifølge Yahoo News.

Mere end 50 pilgrimme lå og sov i vejkanten, da en lastbilchauffør mistede kontrollen over sit køretøj og pløjede ind i dem. Foruden de 12 dræbte blev 18 pilgrimme såret ved ulykken, der skete i de tidlige morgentimer.

Lederen af politiet i distriktet Aurangabad, Upendra Kumar Sharma, oplyser, at pilgrimmene havde besøgt et tempel i nabodelstaten Jharkhand.

»Pilgrimmene havde parkeret deres bus og sov i det fri, da lastbilen, som kørte for stærkt, maste dem døde,« fortæller politichefen.

Op mod 140.000 mennesker mister hvert år livet i den indiske trafik.

BNB