Spies sender bloggere og journalister til Lesbos for at give flygtningenes græske anløbssted et bedre image.
Der var engang en populær ferieø, der hed Lesbos. Men så skete der noget alvorligt i det græske øhav, og en dag var Lesbos pludselig ikke så populær længere. Store anstrengelser blev gjort for at få turisterne tilbage.
Lesbos er stor, 25 procent større end Lolland, og turister havde i mange år nydt restauranternes gode mad, øens berømmede ouzo, den verdensberømte forstenede skov, og de helende kilder.
Men så blev der krig i Syrien, og tusindvis af mennesker, nogle mener mere end en halv million på ca. halvandet år, blev tvunget på flugt fra krigens rædsler. Mange betalte i dyre domme menneskesmuglere for at sejle dem over Middelhavet fra Tyrkiet til Europas sydlige kyster.
Da folk højt mod nord på TV og i aviser kunne læse om og se billeder af strandede flygtninge i nød, havarerede både og bunker af redningsveste, valgte mange af dem andre steder at holde deres ferie. De ville ikke til »flygtningeøen«, som nogle kaldte den. Flere rejsebureauer aflyste deres ture til Lesbos.
Rejsebureauet Spies blev ved med at sende turister til Lesbos hver søndag. Bureauet tillod endda de rejsende at tage nødhjælp med til flygtningene. Men man måtte sætte priserne voldsomt ned for at fylde flyvemaskinerne.
Nogle par valgte måske Hotel Sunshine en uge for 2.698 kr. Før havde det kostet 8.498 kr., og det var alt for billigt, syntes rejsearrangøren.
Så kommunikationschefen, der hed Torben Andersen, sendte en tidlig torsdag morgen 18. maj 2016 tre journalister og to bloggere af sted til Lesbos.
De skulle med egne øjne se og skrive hjem om, at den store smukke ø ikke længere var fuld af flygtninge, sådan som medierne havde beskrevet. De skulle blandt andet besøge et ouzo-destilleri og tale med danske turister om, hvor dejligt det var at holde ferie på øen.
En dag sagde kommunikationschefen: »Vi kan da se, at Lesbos har et dårligt ry. Det eneste man ser omtalt, er flygtningene. Vi vil bare gerne vise, at der er et andet Lesbos.«
Han var en uegennyttig mand, slemt forkølet men klar i spyttet:
»Vil vi gerne hjælpe grækerne. De har givet os meget gennem årene, og vi har tjent mange penge på at sende turister til Lesbos. Vi vil gerne være der både i med- og modgang, og vi føler en forpligtelse til at støtte de familiehoteller, vi arbejder sammen med. Så får vi også noget goodwill næste år.«
Kommunikationschefen havde blandt andet inviteret bloggeren Cecilie Rubini med på rejsen til Lesbos. Hun skriver bloggen sneglcille.dk, og havde, som alle andre, fået et noget dystert billede af den græske ø få kilometer fra Tyrkiet, og hun var ganske klar over, at rejsebureauet havde sine pekuniære bagtanker.
»Jeg tænkte først: Det er uetisk, men jeg kunne ikke sætte min finger på, hvad det uetiske var. Man har set en masse i nyhederne om alle de stakkels flygtninge, der kom i land på øen. Det er det, man automatisk ser for sig, når man tænker på Lesbos.«
Cecilie Rubini følte sig ikke forpligtet til at skrive rejseblog om det vidunderlige Lesbos.
»Nej, slet ikke. Spies har sine grunde. Jeg tager med for at blive klogere på, hvorfor jeg fik det sådan. Det kan jo også være, at jeg synes, at det ikke er rart at være der.«
Dette var historien om Spies, der sælger rejser, »man ikke vil hjem fra«. Tiden får så vise, om det også bliver historien om en hårdt prøvet græsk ferieø, der genvinder fordums storhed i rejsekatalogerne.
Læs også: Charterturist: Flygtninge ødelagde min ferie på Lesbos
