Ny bog afslører massive drukproblemer i den kendte Kennedy-familie.

John F. Kennedy. Robert Kennedy. Edward Kennedy.

Kennedy-efternavnet har i mange år været synonymt med en succesfuld post i amerikansk politik. Præsident, ministre og senatorer er bare nogle af de titler, som medlemmer i den stenrige familie har opnået.

Men den kendte familie har også været ramt af ulykke. Først blev den legendariske præsident John F. Kennedy dræbt, derefter led hans bror Robert Kennedy samme skæbne og siden har adskillige andre familiemedlemmer også mistet livet på mere eller mindre mystisk vis i en alt for ung alder.

Og selv for de, som har været så heldige ikke at dø, har livet dog heller ikke været særlig let. Det afslører et medlem af familien i en ny bog.

I bogen beskriver John F. Kennedys nevø Patrick Kennedy, der er søn af John F. Kennedys lillebror Edward Kennedy, hvordan han i årevis har kæmpet med alkoholproblemer - og hvordan også hans forældre i hans barndom havde massive problemer med de promillefyldte drikkevarer. Problemer, der dog for enhver pris blev holdt skjult for omverdenen.

Men nu har Patrick Kennedy altså valgt at bryde tavsheden.

»Det er som at bryde familiekoden. Jeg er uden for familien nu«, siger Patrick Kennedy i CBS-programmet '60 Minuttes', hvor han blev interviewet om sin bog, ifølge Daily Mail.

Ifølge Patrick Kennedy begyndte drukproblemerne i hans barndomshjem, efter at hans far mistede sine to ældre brødre, John og Robert. Især tabet af Robert Kennedy var hårdt.

»Da min onkel Bobby (Robert Kennedy, red.) blev dræbt, var det som om, at bunden blev slået ud af min far. De var bedste venner i Senatet« fortalte Patrick Kennedy, der kun var et år gammel, da Robert Kennedy blev dræbt.

Ifølge Patrick Kennedy kom faderen sig aldrig over sin brors død.

»Det var den lykkeligste tid for min far. Hvis du spørger nogen, så var min far lykkeligst, da han havde sin bror. Så blev hans bror dræbt. Boom. Og det hele var forbi«, fortæller Patrick Kennedy, der beskriver sin familie som en zombiefamilie i årene efter mordet, hvor ingen talte om hverken alkoholmisbruget eller sorgen over de dræbte familiemedlemmer.

»Vi levede i en 'limbo'-tilværelse, hvor alt dette kaos og følelsesmæssige tumult, skete. Og vi forventes bare at leve os gennem det«, fortæller han.

 John F. Kennedy (TH) ses her sammen med sine brødre, Robert F. Kennedy (tv) samt Edward Kennedy i midten i 1963.
John F. Kennedy (TH) ses her sammen med sine brødre, Robert F. Kennedy (tv) samt Edward Kennedy i midten i 1963. Foto: HANDOUT
Vis mere

Den megen druk førte også til skilsmisse mellem forældrene, og Edward Kennedys tilstand blev bare værre og værre. Han var involvereret i en trafikyulykke, hvor en kvinde døde - og han opgav sin politiske karriere.

Patrick Kennedy og hans søskende var til sidste så bekymrede for faderens tilstand, at de konfronterede faderen , hvilket bare resulterede i, at han bad dem om ikke at aflægge flere besøg.

Ifølge den i dag 48-årige Patrick Kennedy levede de i en lukket verden, hvor de ikke følte, at de kunne fortælle nogen om deres problemer.

»Jeg  var et gidsel i forhold til familie-kodekset, hvor man ikke måtte sige noget om det. Alt, hvad du siger, er illoyalt. Det er imod familie-koden - og det gør ingen forskel, om det er i en privat terapisession. Psykiateren kunne jo også gå ud og sige det til nogen«, fortalte Patrick Kennedy, der selv begyndte at misbruge alkohol som 13-årig.

Og det er absolut fortsat ikke velset at bryde tavsheden i Kennedy-familien. Den nye bog har således ført til splittelse i den kendte familie, hvor Patrick Kennedys bror, Ted Jr., blandt andet offentligt har taget afstand fra broderens bog.

Han kalder beretningerne om familien for 'unfair og upræcis'. Desuden har han fortalt, at hans egen erindringer om deres opvækst, er noget anderledes, end dem som Patrick Kennedy præsenterer.

Patrick Kennedy ses her sammen med sin søster Kara Kennedy til faderens begravelse i 2009.
Patrick Kennedy ses her sammen med sin søster Kara Kennedy til faderens begravelse i 2009. Foto: EMMANUEL DUNAND
Vis mere

Patrick Kennedy begyndte selv at misbruge alkohol som 13-årige, og hans alkoholmisbrug har flere gange været i søgelyset under hans politiske karriere som bl.a. kongresmedlem. Han har dog været ædru i fire år.

Edward Kennedy døde i 2009 af en kræft i hjernen.

Familien Kennedys samlede formue blev i 2014 opgjort til én milliard dollars af det amerikanske finansmagasin Forbes. Familien tæller i alt 30 medlemmer, heribland Shriver-grenen. Maria Shriver, hvis mor var søster til John F. Kennedy, er muskelbundtet Arnold Schwarzeneggers ekskone.