Det festlige optog Gay Pride Parade, der hyller homoseksuelles rettigheder, blev brat og blodigt afbrudt torsdag i Jerusalem i Israel. Den ultraortodokse jøde Yishai Schlissel trak under optoget en lang kniv og stak seks personer ned til skræk og rædsel for alle tilstedeværende.

Gerningsmanden Yishai Schlissel blev for kun tre uger siden løsladt fra et israelsk fængsel efter at have siddet 10 år bag tremmer for en nærmest identisk forbrydelse. I 2005 stak han nemlig tre personer ned ved selvsamme arrangement. Det skriver mediet BBC.

ISRAEL-GAY/

Et øjenvidne fortæller til det israelske medie Haarets, at gerningsmanden angreb sine ofte bagfra, tog den lange kniv, som han havde gemt under sin frakke, og begyndte at stikke dem, mens han og de skreg.

Yishai Schlissel nåede at såre seks mennesker, før han blev tacklet af en politibetjent og tvunget ned i asfalten. Dramatiske billeder viser, hvordan politiet fik vristet kniven ud af hånden på gerningsmanden, før de kunne lægge ham i håndjern og føre ham fra optoget.

Et andet øjenvidne fortæller til den israelske tv-station, Channel 2 TV, at han så tre mennesker ligge på  jorden og bløde, mens folk skreg af rædsel.

»Folk løb i alle retninger for at komme i sikkerhed. Alle var i panik og i chok,« siger øjenvidnet til mediet.

Ud af de seks sårede er to personer i kritisk tilstand, og alle er nu bragt til hospitaltet. Alle er omkring 30 år gamle.

Gay Pride-paraden i Jerusalem fortsatte efter den blodige afbrydelse, og de deltagende råbte højt »slut med vold«, mens de marcherede gennem byens gader, beretter BBC.

Tidligere har ultraortodokse jøder samlet sig i Jerusalem for at protestere imod homoseksuelles rettigheder. Israels premierminister Benjamin Netanyahu slog i udtalelse kort efter angrebet fast, at den blodige episode var i modstrid med landets basale værdier, og at alle - uanset seksualitet - skal kunne leve trygt.

»I staten Israel er den enkeltes valgfrihed en af ​​de grundlæggende værdier. Vi skal sikre, at enhver mand og kvinde lever i sikkerhed,« lød det fra Benjamin Netanyahu.