Terrortruslen mod Norge afholder ikke den norske statsminister, Erna Solberg, fra at rejse ud af landet nogle dage for at tage på ferie med familien.

NORGE: Selv om Norge er ramt af en alvorlig terrortrussel, tager statsminister Erna Solberg på ferie med familien. Det oplyser hun ifølge vg.no mandag eftermiddag.

Erna Solberg understreger dog, at hun stadig vil følge udviklingen nøje, selv om hun ikke befinder sig på norsk jord. Finansminister Siv Jensen bliver hendes stedfortræder, mens hun er bortrejst.

»Jeg vil nu rejse ud af landet for at få nogle dage sammen med min familie. Jeg vil fortsat følge arbejdet med terrortruslen mod Norge tæt,« siger Erna Solberg ifølge vg.no.

Den norske statsminister tilføjer, at hun dagligt vil have kontakt med Siv Jensen, og hun understreger samtidig, at hun har tillid til politiets og sikkerhedstjenesternes arbejde.

Søndag reducerede den norske efterretningstjeneste, PST, terrortruslen, og PST-chef Benedicte Bjørnland sagde, at myndighederne ikke længere er sikre på, at en syrisk terrorgruppe har kurs mod Norge.

Mandag fortæller PST til VG, at der ikke er ændringer i trusselsvurderingen, men at situationen fortsat er alvorlig og uafklaret. Ifølge den norske avis arbejder efterretningstjenesten nu på at afdække identiteten af den gruppe radikale ekstremister, som frygtes at være rejst fra Syrien til Norge.

Det norske politi holder pressebriefing om terrortruslen mandag klokken 17.30.