SVERIGE: Det er efter alt at dømme en russisk ubåd, som vragjægere har fundet på Østersøens bund knap tre kilometer fra den svenske kyst.

Det svenske forsvar, Försvarsmakten, bekræfter tirsdag eftermiddag, at der »med største sandsynlighed« er tale om en ubåd af typen Catfish, som efter en kollision med et svensk fartøj sank i 1916 under Første Verdenskrig.

»I medierne har der været modstridende oplysninger om ubådens tilstand og alder. Men efter at have set videooptagelserne understøtter data dette - herunder ubådens konstruktion og at navnet på ubåden ses på videoen. For at være helt sikre på ubådens identitet kræves der dog en teknisk analyse, men sådanne krav kan forsvaret ikke efterleve,« oplyser Försvarsmakten i en pressemeddelelse.

Det var private vragjægere, der fandt den cirka 20 meter lange ubåd tæt på den svenske østkyst i sidste uge. Da fundet blev offentliggjort mandag aften, begyndte eksperter straks at spekulere i, at ubåden var russisk. De havde ret, viste det sig.

Militæranalytiker og orlogskaptajn Johannes Riber Nordby fra Forsvarsakademiet har peget på, at ubåde af den type var nogle af de første i den russiske ubådsflåde og havde til opgave at indhente efterretninger fra det svenske farvand.

»Vi er tilbage ved ubådenes barndom, og det her er en af de allerførste ubåde, russerne havde. Nu er denne ubåd meget lille, så den har sandsynligvis været brugt til det samme, som man bruger miniubåde til i dag - nemlig at gennemføre en eller anden form for efterretning,« forklarede han tidligere tirsdag.

Ubådsvraget blev fundet af et hold private vragjægere, der kalder sig Ocean X Team. Den svenske skærgårds størrelse taget i betragtning må dykkerne have vidst, at ubåden lå der, lød vurderingen fra Johannes Riber Nordby, inden ubådsmysteriet var fuldt opklaret.

»Det lader til, at de har ledt specifikt efter den. De har vidst, at den har ligget inden for et bestemt område, og så er de begyndt at eftersøge den. Hvis ikke dykkerne har kendt til placeringen i forvejen, har det været som at lede efter en nål i en høstak,« sagde han.