En diplomatisk strid mellem Sverige og Saudi-Arabien er afsluttet, oplyser den svenske regering, som dog nægter at svare på, om Sverige har givet Saudi-Arabien en undskyldning.

SVERIGE: Striden mellem Sverige og Saudi-Arabien er afsluttet, fortalte den svenske udenrigsminister Margot Wallström på et pressemøde lørdag morgen, men både hun og statsminister Stefan Löven nægter at svare på, om Sverige har undskyldt over for Saudi-Arabien.

Det skriver Dagens Nyheter.

Stridigheden mellem de to lande blev udløst i starten af marts, hvor Saudi-Arabien nægtede at lade Margot Wallström holde en tale på et topmøde i Den Arabiske Liga, fordi hun kort forinden havde udtalt, at saudiaraberne undertrykker menneskerettighederne.

En glad og lettet udenrigsminister forklarede pressen, at den saudiarabiske ambassadør ville vende tilbage til Sverige så hurtigt som muligt, og at alle involverede havde handlet meget professionelt.

Det store og tilbagevendende spørgsmål fra pressen var dog, om Sverige har undskyldt over for Saudi-Arabien, men Margot Wallström kom igen og igen med det samme svar:

»Vi har været i stand til at udrede den misforståelse, at vi har kritiseret islam eller fornærmet den saudiarabiske regering,« sagde hun igen og igen.

Saudi-Arabien mener dog, at der er tale om en diplomatisk undskyldning fra den svenske regerings side, men ifølge Dagens Nyheter siger Margot Wallström, at man ikke skal hæfte sig ved, hvordan Saudi-Arabien tolker Sveriges handlinger.

»Jeg står ved mine tidligere udtalelser. Det er velkendt, hvad Sveriges holdning til demokrati og menneskerettigheder er,« siger udenrigsministeren til avisen.