En lang rettergang er slut. Den 38-årige svenske læge, som går under navnet ’Sveriges Fritzl', er anklaget for at have bedøvet, voldtaget og kidnappet en kvinde i trediverne. Nu løfter anklageren, Peter Claesson, sløret for, hvilken straf han finder passende.

Anklagerens ønske lyder på 15-16 års fængsel. Det skriver Kvällsposten. Den krænkede kvindes advokat, Jens Högström, havde gerne set, at lægen blev idømt en lidt højere straf, nemlig 16-17 års fængsel.

Anklageren opfordrede til den lange fængselsstraf tirsdag den 9. februar. Det var den sidste dag i rettergangen. Efter ytringen om de 15-16 års fængsel, fik lægens forsvarer, Mari Schaub ordet.

»Min klient erkender sig skyldig i ulovlig frihedsberøvelse, og det skal han dømmes for,« sagde hun ifølge Kvällsposten.

Den svenske læge er tiltalt for at have bortført en kvinde i september sidste år. Lægen besøgte angiveligt kvinden i hendes lejlighed, hvor han bedøvede hende med rohypnol-befængte jordbær og voldtog hende. Derefter kørte han hende til en hjemmebygget bunker ved sin gård i Skåne.

I seks dage holdt lægen kvinden som gidsel i bunkeren. Derefter gik han til bekendelse. Det skete, efter han var kørt tilbage til kvindens lejlighed for at hente nogle ting til hende. Da det gik op for ham, at kvinden var blevet meldt savnet, og at politiet var brudt ind i hendes hjem, meldte han sig til politiet.

Den 38-årige læge har indrømmet, at han har bedøvet og kidnappet kvinden. Voldtægt vil han dog ikke erklære sig skyldig i. Hans forsvarer, Mari Schaub, har tidligere fortalt, at lægen bortførte kvinden, fordi han ønskede at have en at dele livet med. Det skriver Kvällsposten.

Tidligere retpsykiatriske undersøgelser har slået fast, at den 38-årige læge har en psykisk lidelse, men at den ikke er så alvorlig, at han ikke kan straffes med fængselsstraf.

Dommen forventes at blive afsagt om to uger.