Halskæden indbringer omkring 100.000 kr. Urene 140.000 kr. Og en pengeklips 2.200 kroner. Men der er langt op til de godt 400 milliarder kroner, som Bernie Madoff franarede sine godtroende ofre, før han blev pågrebet og idømt 150 års fængsel.

Den forhenværende investor og Nasdaq-chef på børsen i New York, 77-årige Bernie Madoff, er manden, der får den danske pengeskurk Stein Bagger til at ligne den rene Robin Hood. Igennem flere årtier bildte Bernie Madoff sine naive klienter ind, at han kunne skaffe et fedt afkast på mindst 12 procent, for hvert eneste år de lod ham styre deres investeringer.

Men i virkeligheden eksisterede de fleste af pengene (godt 280 milliarder af de 400 milliarder) kun på papiret.

Korthuset kollapsede

Og da klienterne i forbindelse med børsnedturen i 2008 begyndte at forlange deres penge udbetalt, kollapsede korthuset. Bernie Madoff indrømmede, at han var manden bag historiens største pyramidespil-skandale. Og titusindvis af klienter (heriblandt Kevin Bacon, Larry King og Zsa Zsa Gabor) mistede alt, hvad de havde investeret, og i nogle tilfælde alt, hvad de ejede.

U.S. Marshals Service, der også står bag den nye auktion over i alt seks smykker og ure, har tidligere solgt lystyachter, kæmpehuse og luksusbiler, der alle tilhørte Bernie Madoff og hans kone Ruth. Og ifølge CNN har ordensmagten i alt skaffet det, der svarer til godt 90 milliarder kroner. Heraf er blot 28 milliarder blevet betalt tilbage til Madoffs ofre. Resten er nemlig bundet i forbindelse med hundredevis af igangværende retssager.

Og mens nogen stadig vil påstå, at Bernie Madoff er sluppet let rent finansielt, så kunne privatlivet ikke se meget værre ud.

Udover den 150 år lange fængselsstraf, der ikke kan reduceres, har Madoff siden styrtet mistet begge sine voksne sønner, og konen har forladt ham. Mark Madoff (født 1964) tog i 2010 sit eget liv. Og fire år senere døde Andrew (født 1966) af lymfekræft.

Sønner nægtede kendskab

Begge sønner svor til det sidste, at de intet kendte til faderens forbrydelser. Men da de begge var involveret i Bernie Madoffs legale forretninger, havde mange svært ved at forestille sig, at de var helt uskyldsrene.

Og det virkede ligeledes mistænkeligt, at Andrew og Mark Madoff valgte at melde deres far til politiet, netop som pyramiden begyndte at kollapse.

Auktionen over de seks Madoff-genstande blev i går styret fra Texas.