Chilensk pige trygler landets præsident om en dødelig injektion.

"Mit navn er Valentina Maureira, jeg er 14 år gammel, jeg lider af cystisk fibrose, jeg vil gerne hurtigst muligt tale med præsidenten, for jeg er træt af at leve med denne sygdom og hun kan give tilladelse til at jeg får en injektion der kan sende mig i en evig søvn."

Sådan siger en chilensk pige i en hjerteskærende video, der er blevet lagt ud på Youtube. Videoen går verden rundt og er blevet omtalt i medier over hele verden.

Valentina Maureira lider af cystisk fibrose, en arvelig cellesygdom der rammer luftvejene og bugspytkirtlen. Hendes lillebror er død af sygdommen og hendes bedste ven døde for en måned siden af samme sygdom i en alder af 17 år. Nu er Valentina Maureira træt af livet som og beder nu Chiles præsident om tilladelse til at få aktiv dødshjælp.

Pigens far, Freddy Maureira støtter hendes beslutning.
"Hun spørger ikke om lov, hun er træt, og hun kæmper for andre børn. Dette er en øjenåbner. Vale siger 'jeg vil ikke mere, far', og jeg bliver nødt til at støtte hende. For mig er det en meget svær beslutning, hun tager, men jeg bliver nødt til at støtte den," siger han til den chilenske avis Publimetro.

Men uanset hvor meget den unge pige ønsker at dø, får hun ikke den dødssprøjte, hun så brændende ønsker sig:
"Det er umuligt ikke at blive følelsesmæssigt berørt af pigens forespørgsel, men det er ikke muligt at opfylde hendes ønske," siger en talsperson for landets sundhedsminister, Alvaro Elizalde ifølge AP.

Valentina Maureira led af underernæring, da hun for en måned siden blev indlagt på det katolske hospital i Chiles hovedstad Santiago. Lægerne på hospitalet oplyser, at hendes tilstand nu er i bedring.