Lørdag ankommer den vingeflap, der blev fundet i Det Indiske Ocean, til Frankrig, hvor teknikere fra Boeing endelig skal fastslå, om det stammer fra det forsvundne MH370.

FRANKRIG: De tekniske undersøgelser af den vingedel, der blev fundet i Det Indiske Ocean tidligere på ugen, fortsætter nu på fransk jord.

Ifølge Reuters er vragdelen, et vingeflap fra et Boeing 777, fredag blevet fløjet fra øen Reunion, hvor det skyllede op, til Frankrig, hvor teknikere fra Boeing skal undersøge det nærmere.

Fredag blev det endelig fastslået, at vingedelen stammer fra et Boeing 777, og forventningen er nu, at det stammer fra det forsvundne Malaysia Airlines-fly, MH370, der forsvandt under mystiske omstændigheder marts sidste år.

Teknikerne vil undersøge vingedelen i militærlabaratorium nær Toulouse, hvor de vil forsøge at finde et serienummer, der endegyldigt kan kæde det sammen med MH370.

Til trods for det åbenlyse gennembrud i eftersøgningen af MH370, en sådan sammenkædning ville være, venter der ifølge flere flyeksperter fortsat et stort arbejde med at finde resten af flyet.

Reunion befinder sig tusinder af kilometer fra det punkt, hvor MH370 sidst blev spottet af radarer, og antagelsen er, at stærke tidevande kan have båret vingedelen de mange kilometer.

Udover vragdelen skyllede en skuffert i land i området ved Reunion. Også den vil blive undersøgt. Analysearbejdet ventes at starte onsdag.

239 mennesker var om bord på flyet, der var på vej fra Kuala Lumpur til Beijing. Tilbage i januar blev de alle officielt erklæret døde.

En række advokater har på forhånd varslet, at der vil blive lagt sagsanlæg an mod Malaysia Airlines på vegne af de pårørende, såfremt vragdelen bekræftes at stamme fra MH370.