Dødstal efter togulykken i Sydtyskland er oppe på ti, siger politiet. Mange er kvæstet, og én person savnes.

Bad Aibling: Dødstallet efter togkollisionen i det sydlige Tyskland tirsdag morgen er oppe på ti, efter at redningsfolk har fundet en af de to savnede.

Omkring 100 personer meldes såret, heraf 50 alvorligt, oplyser politiet.

Ulykken skete ved Bad Aibling omkring 60 kilometer sydøst for München.

Begge lokomotivførere er blandt de ti døde. Det bekræfter tyske myndigheder ifølge britiske The Mirror.

Samtidig oplyser myndighederne, at kollisionen mellem de to tog skete i et sving i en skov, hvilket betyder, at lokoførerne ikke har været i stand til at se hinanden, før togene kolliderede.

Ulykken skete tirsdag klokken 06.48 på strækningen mellem Holzkirchen og Rosenheim cirka 60 kilometer sydøst for München.

Ulykken skete på et såkaldt enkeltspor, hvor togene må køre 120 kilometer i timen, oplyser Deutsche Bahn.

- De to tog kolliderede front mod front, siger polititalsmand Martin Winkler ifølge Reuters.

Billeder fra tyske medier viser adskillige ambulancer og redningshelikoptere på stedet.

- Det er den største ulykke, vi har haft i år i denne region, og vi har mange læger, ambulancer og helikoptere på stedet, siger Stefan Sonntag, en anden talsmand for politiet, om ulykken ifølge the Mirror.

Ifølge politiet er der tale om to tog, "der normalt transporterer skoleelever".

- Heldigvis er der vinterferie, melder tysk politi ifølge Bayerischer Rundfunk Oberbayer.

Årsagen til ulykken kendes endnu ikke.

Ifølge Reuters har politiet indledt en efterforskning af, hvad der har fået de to lokale passagertog til at kollidere.

Der er ikke umiddelbart nogle meldinger om, at der skulle være danskere indblandet i ulykken.

Det oplyser en talsmand for Udenrigsministeriets Borgerservice.

/ritzau/AFP