En fransk domstol har frifundet Dominique Strauss-Kahn, forhenværende chef for Den Internationale Valutafond, for alfonseri.

Han var anklaget for at have skaffet prostituerede til flere fester, hvor der også fandt sexorgier sted. Strauss-Kahn erkendte, at han deltog i både festlighederne og sexorgierne, men nægtede kendskab til, at kvinderne var prostituerede.

Sagen har kørt i fire år og har også involveret sagen om et påstået voldtægtforsøg, som Dominique Strauss-Kahn var tiltalt for at begået i New York mod en stuepige. Her blev anklagerne droppet i 2012.

Fem af de seks personer, der havde politianmeldt Strauss-Kahn for alfonseri, opgav anklagerne tidligere i sagsforløbet. Han stod anklaget sammen med 13 andre.

I Frankrig er strafferammen for alfonseri op til ti års fængsel og en bøde på næsten ti millioner kroner.