En 20-årige mand døde på vej mod hospitalet, efter han blev fundet skudt på åben gade i Arlöv lidt udenfor Malmø i Sverige natten til søndag. De to mistænkte gerningsmænd er efter en stor eftersøgning netop blevet anholdt.

Klokken 2.40 natten til søndag blev politiet alarmeret, efter et vidne havde set et mand ligge på et torv ramt af skud. Inden da havde den dræbte været til fødselsdagsfest, men han forlod den og begav sig alene afsted mod Arlövs bymidte. Det vides endnu ikke, hvorfor han gik fra festen, og hvad der er sket, fra han gik, til han senere blev fundet skudt på gaden, skriver svenske Expressen.

Efter at have indsamlet information, eftersøgte politiet to mistænkte for mordet. De to mistænkte mænd blev fundet ved 15-tiden i Arlöv, og er i henholdsvis 30- og 40-års alderen. Anholdelsen foregik stille og roligt, og politiet forventer at afhøre begge senere søndag aften.

I følge Expressen hørtes der optøjer på pladsen kort inden skyderierne, hvor den dræbte blev ramt af flere skud. Politiet er påpasselig med at komme med konklusioner efter at have afhørt flere vidner, foretaget tekniske og retsmedicinske undersøgelser på stedet, men siger følgende:

»Det her er ikke et bandeslagsmål, men handler om et personlig opgør, som enten startede tidligere, eller opstod direkte på pladsen,« siger Ewa-Britt Westfjord fra politiet til Expressen.