En bevæbnet mand trængte mandag eftermiddag ind i et advokatfirma i Stuttgart i Tyskland. To mænd blev mandag aften fundet døde i kælderen.

De døde mænd er ifølge det tyske loaklmedie Stuttgarter-Zeitung en 75-årig advokat og en 67-årig mand, som angiveligt var gidseltageren. De skulle ifølge Bild begge være døde af skud.

Stuttgarter-Zeitung skriver, det var et vidne, der kontaktede politiet omkring klokken 13 og fortalte, at en mand med en pistol var gået ind i opgangen til et advokatfirma i det østlige Stuttgart.

Omkring klokken 18 blev de to mænd fundet døde i kælderen, efter politiets specialstyrker stormede bygningen.

Vidner har fortalt, at de har hørt skud – det har politiet dog ikke bekræftet.

Mandag eftermiddag oplyste en talsmand fra politiet, at der var personer i bygningen.

»Det antages at to mennesker er i bygningen.«

Ifølge det lokale medie var omkring 300 betjente på stedet, heriblandt politiets specialstyrke. Også ambulancer var klar foran bygningen, hvor det der ligner et flere timer langt gidseldrama, udspillede sig.

Området omkring bygningen blev afspærret og ifølge det britiske medie Express, blev togene indstillet mellem stationerne Ruhbank og Olgeack.

Politiet bad folk i området om at holde sig væk fra vinduer og døre.

Flere tyske medier skriver, at specialstyrken forsøgte at få kontakt til gidseltageren, før den stormede stedet og fandt de to lig i kælderetagen.