18-årige Jessica Hvirvelkær fra Risskov var langt fra førstepladsen, da Miss World lørdag skulle findes i Kina.

Så tæt på og alligevel så langt fra.

18-årige Jessica Hvirvelkær var lørdag i den kinesiske by Sanya, hvor vinderen af den prestigfyldte Miss World-titel skulle findes.

Den unge Risskov-pige vandt i september konkurrencen Miss Denmark og kvalificerede sig dermed til den internationale konkurrence, der lørdag eftermiddag fandt sin vinder blandt de flere end 100 nationaliteter.

Vinderen blev den spanske model Mireia Lalaguna Royo, mens andenpladsen gik til Rusland.

Indonesien snuppede bronze, og dermed blev det ikke til en podieplads for den unge dansker, der til daglig studerer Global Economy på Aarhus Business College.

Miss World-konkurrencen vurderes at have mere end to milliarder tv-seere.