THAILAND: En mand fra Myanmar har erkendt, at han tog livet på to britiske turister i Thailand i sidste måned. Det oplyser det britiske medie Skynews.

Ligene af de to unge briter, en mand og en kvinde, blev fundet i midten af september, efter at de var skyllet i land på ferieøen Koh Tao. Et hakkejern med blodpletter blev fundet i nærheden, og politiet mener, der er tale om mordvåbenet.

Politiets efterforskning af sagen førte dem på sporet af tre gæstearbejdere fra Myanmar, der alle fik taget DNA-prøver. Under efterforskningen har en af dem erkendt at have dræbt de to briter, oplyser thailandsk politi til Skynews.

Politiet har tidligere fortalt, at kvinden blev voldtaget, før hun blev dræbt. Der blev fundet sædrester fra to forskellige mænd hos kvinden, og derfor antager politiet, at flere gerningsmænd er involveret.

Politiet har endnu ikke modtaget svar på alle DNA-prøverne, og de tre mistænkte, hvoraf den ene altså har erkendt, tilbageholdes fortsat.

Ifølge Skynews arbejder der mange gæstearbejdere fra Myanmar på den thailandske ferieø.