Flere personer blev lørdag ramt af en bus i byen Spišské Podhradie i Slovakiet. 

Tre teenagepiger er i den forbindelse afgået ved døden, skriver det slovakiske medie Korzar ifølge Aftonbladet. 

Yderligere syv er såret.

Indenrigsminister Matúš Šutaj-Eštok understreger, at ulykken er ved at blive undersøgt, men der er mistanke om, at bussen begyndte at bevæge sig, fordi håndbremsen ikke var trukket. 

Ofrene skulle angiveligt været stået af bussen og have stillet sig foran, da den begyndte at trille. 

Ifølge det slovakiske medie var flere personer fastklemt under bussen, ligesom massevis af politi- og redningsfolk var på stedet. 

Chaufføren er endnu ikke blevet afhørt, da han »var i chok,« skriver mediet. Men det tyder ikke på, at føreren har været alkoholpåvirket. 

De unge mennesker i bussen var på vej til et katolsk ungdomsmøde i byen.