Mange har i disse dage en mening om prinsesse Kate, og nu blander Donald Trump sig også i debatten. 

»Hun kommer tilbage. Jeg mener, hun går gennem en hård periode.«

Sådan sagde Trump tirsdag i et interview med den kontroversielle britiske ekspolitiker Nigel Farage på GBNews.

Det skriver den britiske tabloidavis The Mirror. 

I programmet udtalte USAs tidligere præsident sig om fotoskandalen, hvor prinsessen har indrømmet, at hun har manipuleret med et portræt af sig selv og sine børn.

Og prinsessen fik fuld opbakning fra ekspræsidenten.

»Alle redigerer billeder. Se bare på de der filmskuespillere. Du ser en skuespiller, og du møder ham, og du siger: 'Er det den samme person,« sagde Trump. 

Han tilføjede, at han havde gennemset billede og udelukkende betragtede det som 'mindre justeringer.'

Der har været helt stille omkring prinsessen, siden hun i begyndelsen af januar gennemgik en operation i maven. 

I sidste uge udsendte det britiske kongehus så et billede af Kate med sin tre børn.

Anledningen var mors dag, og hensigten var uden tvivl at lægge en dæmper på spekulationerne om Kate. 

Desværre for de royale fik billedet den stik modsatte effekt: 

Da det kom frem, at det tilsyneladende uskyldige portræt var voldsomt redigeret – nogle vil sige manipuleret – tog konspirationsteorierne for alvor fart. 

Men Kate var ikke den eneste britiske royale, som Trump bekymrer sig om.

I interviewet mere end antydede han, at prins Harry kan se fred til et retligt efterspil, hvis ekspræsidenten vel at mærke genvinder magten i Det Hvide Hus. 

I sin selvbiografi indrømmede Harry nemlig, at han havde eksperimenteret med kokain, cannabis og euforiserende svampe. 

Trump advarede Harry om, at han risikerede at bliv udvist af USA.