Donald Trump er blevet gjort godt og grundigt til grin på Twitter, efter han i et interview har indrømmet, at jobbet som verdens mægtigste mand har været hårdere, end han oprindeligt troede.

»Jeg elsker den tilværelse, som jeg havde før. Jeg havde gang i så mange ting. Dette er mere arbejde end tidligere. Jeg troede, at det ville være lettere,« lød reaktionen fra USA's præsident, Donald Trump, da han forud for sine første 100 dage i embedet for nyligt gav et interview med nyhedsbureauet Reuters.

Den 70-årige milliardær har det meste af sit liv levet i offentlighedens søgelys, men han er alligevel blevet overrasket over, hvor lidt tid der er til privatlivet, når man er præsident i USA og under beskyttelse af Secret Service 24 timer i døgnet.

Udmeldingen om, at det ikke har været en dans på roser at være præsident i de første 100 dage, har medført en syndflod af reaktioner på sociale medier. Særligt en person har dog udmærket sig i kølvandet på Donald Trumps ovennævnte erkendelser.

David Frum er i dag redaktør på det amerikanske medie The Atlantic, men har tidligere ernæret sig som taleskriver for en Donalds Trumps forgængere på præsidentposten, nemlig George W. Bush. Og selvom David Frum, ligesom Trump, tilhører det republikanske parti, har han tidligere været en åbenmundet kritker af den kontroversielle milliardær.

Og denne anledning var tydeligvis vand på David Frums mølle, da den tidligere taleskriver har gjort tykt grin med Donalds Trumps udtalelser i en serie af hånende og sarkastiske tweets.

'Ingen kunne vide, at præsidentembedet ville være hårdt,' skriver David Frum således i sit første af i alt 14 tweets, der er direkte målrettet Donald Trumps interview med Reuters.

Herefter fulgte tweet efter tweet, hvor David Frum gjorde grin med forskellige 'uheldige' episoder fra Donalds Trump tid i amerikansk politik. Blandet andet præsidentens hang til at tage på golfture i weekenderne, selvom han tidligere selv har kritiseret Barack Obama for netop at bruge for meget tid på golfbanen, som er blevet flittigt beskrevet og kritiseret i amerikanske medier.

Men også Donald Trumps udmeldinger om sygesikring, skattelettelser, og sågar hans svigersøns involvering i en mistænkelig ejendomshandel med en kinesisk ejet bank, er blandt David Frum sarkastiske referencer. Herunder kan du læse et udpluk.

'Ingen kunne vide, at de ville optælle og offentliggøre, hvor meget dine golfudflugter koster befolkningen', lyder det i et andet tweet.

'Ingen kunne vide, at det får politiske konsekvenser at fratage millioner af mennesker deres sygesikring'.

'Ingen kunne vide, at det er meningen, at en skatteplan skal indeholde tal'.

'Ingen kunne vide, at Kongressen ville stille spørgsmål, hvis du modtager 400 millioner dollars fra en statskontrolleret kinesisk bank'.

David Frum kunne heller ikke holde sig tilbage fra direkte at fornærme Donald Trumps intelligens eller måske snarere mangel på samme, hvis man skal tro den tidligere taleskriver i dette tweet.

'Al denne information har været snedigt gemt væk i bøger og andre former for skrift.'