Ikke alle turister har et respektfuldt forhold til fortidsminder. Lørdag blev to amerikanske kvinder på 21 og 25 år anholdt for at ridse deres initialer ind i en mur på Colosseum i Rom.

Kvinderne nåede at ridse et godt otte centimeter højt N og J og tage en selfie sammen med deres værk, før vagterne pågreb dem, skriver The Guardian.

På trods af at skilte fortæller, at det er strengt forbudt at udøve hærværk mod Colosseum, sneg de to californiske kvinder sig væk fra deres gruppe, for at efterlade deres mærke på den forfaldne arena, der i fordums tid lagde gulv til vilde gladiatorkampe.

De to kvinder skal nu for en dommer. Og den slags hærværk er ikke billig, at dømme ud fra en dom i en lignende sag fra november sidste år, hvor en 42-årig russisk mand blev dømt for at have ridset et 25 centimeter højt K i en mur. Det kostede ham en bøde på 149.000 kr. og en betinget fængselsstraf, skriver The Guardian.

Også en far og søn fra Australien samt to teenagere fra Canada og Brasilien blev sidste år knaldet for at skrive på Colosseums mure.

Omkring seks millioner turister besøger hvert år Colosseum, og heldigvis er det et fåtal, der vandaliserer ruinerne med graffiti.