TYRKIET: Kvinder bør ikke grine offentligt, siger den tyrkiske vicepremierminister, Bulent Arinc, der samtidig klager over »moralsk korruption« i Tyrkiet. Det skriver Hürriyet Daily News.

»Kyskhed er så vigtigt. Det er ikke kun et navn. Det er et ornament for både kvinder og mænd. Hun skal være kysk. Han skal også være kysk. Han skal ikke være en skørtejæger. Han skal være bundet til sin kone. Han skal elske sine børn. Kvinden skal vide, hvad der er haram (forbudt, red.) og ikke haram. Hun skal ikke grine i offentligheden. Hun skal ikke være indbydende i sine holdninger og skal beskytte sin kyskhed,« siger vicepremierminister Bulent Arinc.

Han beskylder samtidig TV og medier for at gøre teenagere til »sexafhængige« og kvinder for at tale om unødvendige ting i telefonen.

BNB