Nogle af de tusindvis af flygtninge, der i øjeblikket strømmer til Europa, er ekstremister fra Islamisk Stat, der planlægger terrorangreb, ifølge chef for efterretningstjeneste.

Den tyske efterretningschef Hans-Georg Maassen hævder, at IS-terrorister gemmer sig blandt flygtninge for at komme til Europa, hvor de har planlagt at udføre ‘kamphandlinger’.

Men flygtningestrømmen bliver ikke systematisk brugt af ekstremister til at smugle medlemmer ind i Europa. Det fortæller Hans-Georg Maassen, til det østrigske presseagentur (APA), ifølge Daily Mail. Han er chef for den tyske efterretningstjeneste BfV, der fokuserer på indland.

Syrisk pas fundet nær terrorist: Han rejste gennem Grækenland for at komme til Paris

Efter terrorangrebet i Paris for to uger siden kom det frem, at flere af terroristerne, som var med til at dræbe 130 personer, var kommet til den franske hovedstad via Grækenland. Her havde de givet sig ud for at være asylansøgere, skriver Daily Mail.

Og den slags mennesker kan der altså være flere af rundt omkring i Europa, mener Hans-Georg Maassen. Ifølge det østrigske presseagentur har den tyske efterretningstjeneste kendskab til næsten 8.000 radikale islamister i Tyskland.

Alle ekstremisterne opfordrer til vold for at opnå deres mål, fortæller Hans-Georg Maassen, som sammen med resten af efterretningstjenesten modtager et eller to ‘ret konkrete tips’ om planlagte terrorangreb om ugen, ifølge APA, skriver Daily Mail.

Advarslen fra den tyske efterretningstjeneste kommer lidt over en uge efter det kom frem, at otte flygtninge er kommet til Europa med dokumenter, der næsten er identiske med det en af selvmordsbomberne fra Paris havde på sig.

For ni dage siden anholdt serbisk politi nemlig en person, der havde et syrisk pas på sig. I mandens pas stod der, at var en 25-årig mand ved navn Ahmad al-Mohammad.

Det var samme navn, samme fødselsdato og samme fødselssted, som der stod i en af selvmordsbombernes pas. Den eneste forskel var billedet af personerne, skriver Daily Mail.

Ifølge det engelske medie er flere end 670.000 asylansøgere ankommet til Grækenland i år.