SYRIEN: De kurdiske styrker, der kæmper mod terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS) i Syrien og Irak, får flere tatoverede og muskelsvulmende kampfæller.

Mens vestligt militær nægter at deltage i missionen på landjorden, drager stadig flere rockere til fronten i kampen mod jihadisterne. Senest har en gruppe medlemmer af den Köln-baserede Median Empire Motorcycle Club, der er grundlagt af kurdiske tyskere, rejst til Syrien og sluttet sig til den kurdiske milits.

»Mens andre bare bliver ved med at vrøvle, kæmper vores drenge i fronten mod IS,« skriver grundlæggeren af klubben, Kawan A., ifølge Reuters på sin Facebook-profil.

Her kan man også se billeder af rockerne sammen med de kurdiske peshmerga-krigere.

Et af billederne viser ifølge The Independent to mænd med rygmærke og våben på en bakke i Syrien med teksten »Vores drenge var i Kobane (syrisk grænseby, red.) i dag og fortalte mig, at de var blevet skudt på. Men der skete ingenting. De er okay«.

Tyskerne er ikke de første europæiske rockere, der har tilsluttet sig kampen mod Islamisk Stat. For nylig rejste tre medlemmer af den hollandske rockerklub No Surrender til Mosul i Irak for at kæmpe mod IS sammen med de kurdiske styrker.

En talsmand for den hollandske anklagemyndighed oplyser til AFP, at det ikke er strafbart at kæmpe med kurderne. Så længe de hollandske rockere ikke kæmper mod hollandske styrker, overtræder de ikke loven. Det sker kun, hvis de begår krigsforbrydelser, og »det kan være svært at bevise på så lang afstand,« siger han.

Mens rockerne altså kæmper side om side med kurderne mod Islamisk Stat, har mange andre valgt at gøre det modsatte, nemlig at støtte terrorbevægelsen. Således har op mod 3.000 frivillige fra Vesten tilsluttet sig Islamisk Stat.