Tysk delstat ophæver det længste tyske ord. Se det her. Og prøv selv, om du kan udtale det i første forsøg.

Tyskerne har som bekendt en forkærlighed for lange, præcise ord og et sprog, der egner sig til at leve denne forkærlighed ud.

Da kogalskaben i 1999 rasede, reagerede den nordtyske delstat Mecklenburg-Vorpommern ved at vedtage en lov til beskyttelse af forbrugerne.

Dermed opstod seks paragraffer, der indtil for nylig regulerede kontrollen med køerne, men som nu er afløst af en forordning: »Rindfleischetikettierungsüberwachungsaufgabenübertragungsgesetz«.

Med 63 bogstaver var det ifølge avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung det længste officielt benyttede ord i det tyske sprog, efter at delstaten Berlin i 2007 ophævede »Grundstücksverkehrsgenehmigungszuständigkeitsübertragungsverordnung«.

Teoretisk er der ingen grænser for, hvor lange ord kan være på tysk. De enkelte betydningsled kan i princippet kædes sammen i det uendelige. Sprogvidenskabsfolk anerkender dog kun ord, der er anvendt i offentliggjorte tekster. Ordbogen Duden har endnu strengere kriterier og optager kun ord, der anvendes med en vis hyppighed. Det længste ord i Duden er aktuelt kun på 36 bogstaver og er en ganske almindelig ansvarsforsikring til bilen. En »Kraftfahrzeug-Haftpflichtversicherung«.

De fleste lange ord stammer fra lovgivningen, men også kemiske begreber kan blive ganske lange, forklarer sprogforskeren Anatol Stefanowitsch til Frankfurter Allgemeine Zeitung.

FACEBOOK | Hvad er dit yndlingsord? Snak med på facebook.com/berlingske