Eksperter har svært ved at forklare, hvorfor en stor olietanker er skyllet op på land uden besætning ud for den vestafrikanske kyst.

Det skriver Daily Mail.

Olietankeren Tamaya 1 var på vej fra den senegalesiske hovedstad Dakar i vest Afrika og blev sidst set 22. april ud for Gambia. Men i denne uge skyllede det store skib på land ud for Liberias kyst knap 1.000 km sydpå. Til de lokales store overraskelse var der ingen ombord på det 64 meter lange skib.

På kortet her ses det tydeligt, hvor langt skibet er sejlet, siden det sidst blev set ud fra Gambias kyst.
På kortet her ses det tydeligt, hvor langt skibet er sejlet, siden det sidst blev set ud fra Gambias kyst.
Vis mere

Da skibet, som er registreret i Panama, gik på grund, blev det ifølge Daily Mirror plyndret og udsat for hærværk. Samtidig var der spekulationer om mulig indblanding fra pirater. Politiet har siden forsøgt at holde lokale væk, mens man kigger nærmere på den store metalkæmpe.

Myndighederne er i fuld gang med at forsøge at opklare, hvad der er sket med skibet og dets besætning. Indtil videre forbliver spøgelsskibet et mysterium, men en kilde indenfor den lokale havnemyndighed forklarer en teori, der kan forklare spøgelsesskibet:

»Vores bedste bud er, at fartøjets ejer måske er gået fallit og ikke havde penge til at betale besætningen. Og derfor har besætningen forladt skibet,« siger han til Liberian Daily Observer ifølge Daily Mail.