»Tak for hjerteanfaldet her til morgen.«

Sådan skriver passageren Cooper Glass på X om det, han oplevede – og filmede – under en flyvning søndag.

Kort efter at flyet fra Southwest Airlines lettede fra landingsbanen i Denver for at sætte kurs mod Houston, skete der noget, som bare ikke må ske – og som også må have fået andre passagerers hjerter til at springe et slag eller to over.

Her blev den ene motorskærm pludselig revet løs.

Derefter ramte den vingeflappen.

Mange af de ombordværende begyndte at råbe til besætningen for at gøre opmærksom på uheldet, skriver ABC News.

Flyet var en Boeing 737-800, oplyser USAs øverste luftfartsmyndighed, FAA.

Flyet vendte efter hændelsen tilbage til Denvers internationale lufthavn, efter at besætningen meddelte, at flyet havde tabt motorskærmen, der dækkede en af flyets motorer.

Talsmænd for lufthavnen siger, at alle passagerer slap uskadte og fik pladser på et andet fly til Houstons William P. Hobby Lufthavn – med fire timers forsinkelse.

»Vi undskylder ulejligheden i forbindelse med forsinkelsen, men kundernes og medarbejdernes sikkerhed er vores højeste prioritet. Vores vedligeholdelsesteams gennemgår flyet,« lyder det i en erklæring fra Southwest Airlines.

Hvorfor motorskærmen pludselig faldt af, vides endnu ikke.