Giftige stoffer i pizzabakker har vist sig at kunne mutere kønsorganer hos snegle, og det skaber frygt for, at det samme kan ske hos mennesker.

Altså at kvinder skifter køn og bliver til mænd.

Årsagen til det ufrivillige kønsskifte skal findes i pizzabakker, hvor der gemmer sig giftige kemikalier, der kan påvirke og ændre kønsorganerne, skriver Daily Record.

Mark Hartl fra Heriot-Watt University i Edinburgh i Skotland fortæller, at et kemikalie ved navn  perfluoralkyl er skyld i balladen, fordi det i et forsøg ‘hæmmede et vigtigt enzym i udviklingen af den kvindelige seksualitet’.

Derudover forårsagede stoffet ‘opbygning af testosteron i hun-snegle, der førte til maskuline hunner, der dyrkede penisser’, ifølge Mark Hartl.

Sidste efterår kom det frem, at Forbrugerrådet Tænk Kemi havde fundet flourstoffer og andre kemikalier, som de ikke mente hører hjemme i fødevareemballage, i pizzabakker fra tre forskellige danske pizzeriaer.

Stofferne, der blandt andet talte ftalater, bisphenol A og nonylphenol, er nemlig mistænkt for at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende, lød det fra Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Stine Müller, der er projektleder og testansvarlig i Forbrugerrådet Tænk Kemi, fortalte i efteråret, at det ikke kunne påvises, i hvor høj grad stofferne vandrer fra bakkerne over i selve pizzaen. Men det er organisationens holdning, at forbrugere slet ikke skal risikere, at der er flourstoffer i fødevareemballagen.

Netop usikkerheden omkring stoffernes vandring fra bakke til pizza er afgørende for, hvor bekymrede vi skal være, mener Jamie McIntyre, der forsker i kemi.

»Spørgsmålet er, hvor meget der faktisk bliver overført fra bakken til pizzaen og til kunden. Jo større mængde, desto længere tid bliver stofferne i kroppen, efter de er indtaget,« siger Jamie McIntyre til Irish Daily Star.

Også flourstoffer, som Forbrugerrådet Tænk Kemi fandt i danske pizzabakker i efteråret, er kendt for at være farligt.

Forskere fra Syddansk Universitet påviste tidligere i 2015, at højere niveauer af fluorstoffer i blodet kunne øge risikoen for spontan abort med op til 16 gange.