De seneste uger og måneders meldinger fra frontlinjen i Ukraine er dystre. De ukrainske styrker kæmper en desperat kamp, hvor mandskab og ikke mindst ammunition er en akut mangelvare.

Men det er ikke alle steder, Ukraine taber. I Sortehavet har de hentet overraskende succeser. Et nyligt viralt opslag på X understregede den pointe på brutal vis.

De seneste meldinger fra den ukrainske landjord er ikke positive for Zelenskyj og hans nyslåede hærchef Oleksandr Syrskyj.

Specielt situationen omkring den strategisk vigtige by Avdijivka – ikke langt fra den besatte storby Donetsk – er kritisk.

Russiske tropper har efter måneders intense kampe og med enorme tab formået stort set at omringe byen og tvinge ukrainske styrker ud. Nu snakkes der om en strategisk tilbagetrækning fra Ukraines side.

Samtidig er Ukraine desperat efter yderligere støtte fra sine partnere i Vesten – specielt USA – da der er mangel på nærmest alt. Ikke mindst ammunition.

Men ikke alle steder går det lige skidt for Ukraine.

Specielt ét sted har de faktisk overraskende stor succes.

Vi skal ikke mange måneder tilbage, da debatten var højaktuel.

Rusland blokerede Ukraines adgang til et eksportere korn via Sortehavet, hvor den russiske flåde sad tungt på store dele af det enorme hav.

Siden har Ukraine formået at få eksporten af korn – ikke mindst via Sortehavet – op i omdrejninger igen. De har også formået at få Rusland til at flytte en stor flådebase fra Sevastopol på den besatte Krim-halvø til russisk jord.

Og mindst lige så vigtigt har de formået næsten at udrydde en tredjedel af den russiske flåde i Sortehavet, skriver Business Insider.

Det russiske krigsskib 'Caesar Kuniko' ved Bosporusstrædet i 2020.
Det russiske krigsskib 'Caesar Kuniko' ved Bosporusstrædet i 2020. Foto: Yoruk Isik/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den mest kendte skalp i den henseende var helt tilbage i begyndelsen af krigen, da Ukraine formåede at sænke flagskibet for den russiske flåde i Sortehavet, 'Moskva'.

Men det er langt fra sidste gang, Ukraine har haft succes med at stække den russiske sortehavsflåde.

Så sent som 14. februar kunne man se en video offentliggjort på X-profilen for Ukraines Forsvarsministerium, hvor nok et stort russisk skib blev angrebet og sat ud af spillet. Denne gang var der tale om skibet 'Caesar Kunikov'.

Hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt ved Ukraines succes i Sortehavet er, at nationen selv ikke har en nævneværdig flåde. De mange angreb mod russiske skibe er udført hovedsageligt ved brug af droner.

Dmytro Pletentjuk, en talsperson for Ukraines flåde, har været ude og sige, at ved krigens begyndelse havde Rusland omkring 80 krigsskibe i Sortehavet. Det tal skal inkludere ubåde og mineryddere.

Men med den seneste succes for Ukraine skal 25 russiske krigsskibe være ødelagt, mens yderligere 15 er blevet skadet så alvorligt, at de er ved at blive repareret, lyder det fra Dmytro Pletentjuk ifølge Business Insider, The Economist og Reuters.

Den i stigende grad pressede ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, havde derfor en sjælden opmuntrende ting at berette om i sin aftenlige videorapport 14. februar efter nyheden om den succesfulde mission mod 'Caesar Kunikov'.

»I dag er der blevet tilføjet yderligere sikkerhed i Sortehavet og mere motivation for vores folk. Det er vigtigt. Skridt for skridt vil vi rydde Sortehavet for de russiske terroristobjekter,« lød det fra Zelenskyj.

Og så er vi tilbage ved opslaget på X, der blev beskrevet indledningsvist.

Det blev begået 13. februar af X-brugeren Matt Wallace, der har over 1,5 millioner følgere på det sociale medie.

Her skrev han et kort opslag med en tilhørende video af russiske militærmaskiner – herunder en række russiske krigsskibe.

På et tidspunkt ser man i videoen fem af dem på stribe. Og så trådte community notes – der er andre X-brugeres kommentarer til potentielt falske eller vildledende påstande – til.

»Af de fem store skibe, man ser i denne video, er fire blevet sænket,« stod det.

Den er nu ændret til det endnu mere brutale:

»De fleste af maskinerne, der bliver vist, er allerede ødelagt.

Community Notes i aktion mod en påstand på X.
Community Notes i aktion mod en påstand på X. Foto: X
Vis mere