Det er ikke mange ting, der er gået Ukraines vej de seneste måneder, hvor russiske tropper har haft held til at indtage flere områder, og støtten fra USA halter.

Men på ét område er Ukraine i gang med det, der bliver kaldt en 'genial' plan, hvor de forsøger at ramme Rusland, hvor det gør allermest ondt.

En anonym ukrainsk embedsmand pakker det ikke ind over for den amerikanske avis Washington Post.

»Vi implementerer systematisk en omhyggelig, udarbejdet strategi for at mindske det økonomiske potentiale i Den Russiske Føderation.«

Embedsmanden omtaler et fænomen, der over de seneste måneder har vist sig i stigende grad som en ny strategi fra ukrainsk side i den nu mere end to år lange krig med Rusland.

Det enorme land mod øst er rigt på naturressourcer som gas og olie. Og netop det er Ukraine strategisk begyndt at gå efter.

Igen og igen dukker der billeder op på sociale medier med russiske olieraffinaderier i flammer.

Målet er helt klart, som den anonyme embedsmand forklarer det:

»Vores mål er at fjerne fjendens ressourcer og mindske pengestrømmen af oliepenge og brændstof, som Rusland direkte kanaliserer til krig og drab på vores borgere.«

Claus Mathiesen, der er studielektor ved Forsvarsakademiet og ekspert på Rusland, har fulgt udviklingen gennem et længere stykke tid.

Og han mener, det er udtryk for, at krigen mellem Rusland og Ukraine nu står et nyt sted.

»Allerede tilbage i januar kaldte jeg det her for en ny fase i krigen. Det er blevet til en nedslidningskrig, og her spiller ressourcer en afgørende rolle,« siger Claus Mathiesen.

Russiske brandfolk i gang med at slukke en brand på et olieraffinaderi i Kursk-regionen efter et ukrainske droneangreb.
Russiske brandfolk i gang med at slukke en brand på et olieraffinaderi i Kursk-regionen efter et ukrainske droneangreb. Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er efterhånden nærmest dagligt, man kan finde billeder af russiske olieraffinaderier og anden lignende infrastruktur i brand.

Senest har ukrainske droner ramt et raffinaderi i den russiske Ryazan-region sydøst for Moskva.

Andre gange har målene været ved storbyen Skt. Petersborg eller ved Sortehavet, som det var tilfældet i januar.

I en længere artikel om emnet skrevet af den tidligere amerikanske soldat Wes O'Donnell på Medium beskriver han den nye strategi fra Ukraines side og kalder den i samme ombæring for 'genial'.

Det skyldes, forklarer han, at man går efter Ruslands absolut største indtægtskilde i form af gas og olie i et forsøg på at stække landets økonomi og militære formåen.

Ikke nu, men på lang sigt.

Han ser nemlig også, som Claus Mathiesen, at Ukraine nu står i en nedslidningskrig.

Men egentlig er strategien ikke ny. 

Rusland har lige siden invasionens begyndelse i februar 2022 gået efter kritisk ukrainsk infrastruktur. Det nye er, at Ukraine er begyndt at benytte samme strategi – på russisk jord.

»Rusland har længe ramt den ukrainske infrastruktur. Og når der ikke er strøm, så kører fabrikkerne heller ikke, det samme gælder den ukrainske våbenindustri,« siger Claus Mathiesen.

»Det er gået op for ukrainerne, at de bliver nødt til at ramme den russiske økonomi og den russiske krigsøkonomi. Og udover olie- og gasindustrien er de også begyndt at gå efter russisk våbenindustri. Det er et forsøg på at nedslide Rusland,« siger Claus Mathiesen.

En af årsagerne til, at Ukraine først nu er begyndt med denne strategi, er formentlig, at mange af de våben, ukrainerne har modtaget fra Vesten, har været med krav om, at de ikke må rettes mod russisk jord.

Røgen fra et ukrainsk droneangreb på et raffinaderi i Ryazan sydøst for Moskva onsdag 13. marts.
Røgen fra et ukrainsk droneangreb på et raffinaderi i Ryazan sydøst for Moskva onsdag 13. marts. Foto: Video Obtained By Reuters/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Som krigen er skredet frem, har Ukraine fået opbygget en stor hjemlig produktion af specielt droner. Dem er der ingen restriktioner i forhold til brugen af.

Og det har da også i langt de fleste tilfælde været droneangreb, der har ramt russiske olieraffinaderier.

»Ukraine har en stor våbenindustri, som man har arvet fra sovjettiden. Og noget af den har overlevet og er kommet op i gear. Ikke mindst produktionen af droner,« forklarer Claus Mathiesen.

Han er ikke den eneste danske Ruslands-ekspert, der har lagt mærke til, at Ukraine er gået i en ny retning i krigen.

»Det er oplagt at forsøge at svække Ruslands økonomi og krigsindsats på den måde ved at angribe olieraffinaderier. Og så er det spektakulært at se på,« siger seniorforsker ved DIIS Flemming Splidsboel med henvisning til de ofte voldsomme brande, angrebene forårsager.

»Ukraine er i defensiven på slagmarken, så det er oplagt at forsøge at føre krigen ind på russisk territorium,« uddyber han.

Ofte tænker vi på krig som kampvogne, artilleri og mandskab.

Men krige vindes ofte af den part, som har de bedste forsyningslinjer og logistik. Og her kan Ukraines nye strategi vise sig at være yderst fornuftig, mener Flemming Splidsboel.

»Som mine kollegaer, der beskæftiger sig mere med krig, ofte påpeger, så handler krig om logistik, og her er adgang til energiressourcer afgørende. Og det her er en måde at få Rusland til at forbløde langsomt,« siger han.