UKRAINE: Prorussiske styrker har torsdag erobret byen Novoazovsk i den sydøstlige del af Ukraine. De russiske separatister får støtte fra russisk militær, siger det ukrainske militær ifølge Reuters.

Den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, fastslår, at russiske styrker har invaderet Ukraine, og han indkalder til et hastemøde med Ukraines Nationale Råd for Sikkerhed og Forsvar. Han har desuden aflyst en rejse til Tyrkiet.

»Jeg bestemte mig for at aflyse et arbejdsmøde i Tyrkiet på grund af den hastigt forværrede situation i regionen Donetsk, især i Amvrosiyivka og Starobesheve, da en russisk invasion af Ukraine har fundet sted,« skriver Petro Porosjenko i en meddelelse på præsidentens officielle hjemmeside ifølge Reuters.

Separatistleder Alexander Zakharchenko fortæller i et interview med russisk stats-TV, at omkring 3.000 russiske frivillige er involveret i kampene mod ukrainske soldater. Samtidig siger han, at de russiske oprørere kan slå det ukrainske militær uden hjælp fra russisk militær.

»Vi kæmper sammen med soldater, som hellere vil holde deres ferie sammen med os, deres brødre, der kæmper for deres frihed, end at holde ferie på en strand,« siger han ifølge TV-kanalens hjemmeside, Vesti.ru.