Lederen af separatisterne i den ukrainske by Donetsk føler sig ikke bundet af torsdagens aftale i Genève.

UKRAINE: Lederen af separatisterne i byen Donetsk i Ukraine, hvor aktivister holder rådhuset besat, vil fortsætte kampen mod regeringen i Kiev i sin selvudråbte »Donetsk-Folkerepublik«, skriver Reuters.

Separatistlederen Denis Pushilin erklærede fredag, at han ikke føler sig bundet af den aftale, som Rusland, Ukraine, USA og EU indgik torsdag i Genève, og som blandt andet betyder, at separatisterne i det østlige Ukraine lader sig afvæbne og forlader de offentlige bygninger, som de holder besat.

Denis Pushilin siger ifølge Reuters, at den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrovs, underskrift ikke forpligter ham:

»Sergej Lavrov underskrev ikke noget for os. Han underskrev på den russiske føderations vegne,« siger separatistlederen til journalister i Donetsk.

Et andet element i aftalen er, at demonstranterne på Maidanpladsen i Ukraines hovedstad, Kiev, også skal forlade deres teltlejr og de bygninger, de har besat, samt at de højrenationale militser i byen også skal lade sig afvæbne.

Derfor lyder det også fra den østukrainske separatistleder, at han og hans mænd ikke rykker sig, før der sker det samme i Kiev.

Kravet fra russisktalende separatister i Ukraines østlige del er større selvstyre for de regioner, hvor de er bosat, eller ligefrem indlemmelse i Rusland.

Denis Pushilin siger, at Donetsk forbereder en folkeafstemning om større selvstyre, der ifølge ham skal afvikles 11. maj.

25. maj skal der efter planen holdes præsidentvalg i Ukraine, og for et par dage siden foreslog den fungerende præsident, at der blev holdt en folkeafstemning om, om Ukraine skal være en føderal stat med udstrakt selvstyre til regionerne eller en samlet stat.