Hvis briterne stemmer for at forlade EU, vil det medføre en betydelig usikkerhed, der i værste fald kan give kaotiske tilstande såvel politisk som på de finansielle markeder. Men også i tilfælde af at briterne bliver, kan der opstå fornyet uro.
»Som historiker er jeg bange for, at det ikke bare vil være begyndelsen på en destruktion af EU, men af hele den vestlige, politiske civilisation.«
Den dystre vurdering af, hvad der kan følge efter et Brexit, kommer ikke fra hvem som helst, men var den nøje overvejede formulering, som EU-præsident Donald Tusk valgte for nylig, da han skulle svare over for Tysklands største avis Bild.
Om det kan gå så galt er svært at vurdere, for ingen ved reelt, hvad der sker, hvis briterne stemmer for at forlade EU, og den usikkerhed er i sig selv et stort problem.
David Cameron har sagt, at han bliver som premierminister, men med en tabt afstemning kan han næppe beholde magten internt i det konservative parti, hvor vinderne vil være dem, der har kæmpet for et »Leave«. Men hvem skal så være konservativ leder, og hvordan kan en regering overhovedet sammensættes efter en særdeles beskidt valgkamp, der har splittet de Konservative voldsomt? Og hvordan vil en ny britisk regering forsøge at bruge et »Leave«? Til helt at forlade EU hurtigst muligt eller forsøge at forhandle en ny aftale? Og hvordan vil de øvrige 27 EU-lande besvare de britiske ønsker? Reelt ved ingen det.
Det eneste sikre er, at der ikke er enighed i »Leave«-lejrene om vejen frem, og at de krav, der foreløbig er meldt ud, ikke umiddelbart kan accepteres i hverken Bruxelles, Berlin, Paris eller Rom. Med andre ord kan usikkerheden blive betydelig, og den kan blive langvarig. Det vil først og fremmest kaste Storbritannien ud i politisk og økonomisk kaos, som måske kan håndteres, hvis det kun bliver kortvarigt, men hvis det trækker ud, er reaktionen på de finansielle markeder reelt ikke til at forudse, og så kan resten af EU i den grad også blive ramt økonomisk.
Og politisk vil EU med sikkerhed blive hårdt ramt af udsigten til et britisk farvel.
EU-kritiske partier i en lang række lande har meldt ud, at de så også vil have enten samme forhold som briterne eller en lignende afstemning, og hvis en sådan politisk dominoeffekt sætter ind, kan det blive nok så vanskeligt at holde sammen på EU-familien.
Brexit - langvarig skilsmisse
Et andet Brexit-scenario er en hurtigere politisk afklaring i Storbritannien, hvorefter den formelle skilsmisseproces efter den såkaldte Artikel 50 kan indledes.
Artikel 50 giver to år til at forhandle selve skilsmissen på plads, og først derefter vil alle handelsaftalerne, som er det vigtigste for Storbritannien, skulle forhandles på plads. Der er tale om så mange uhyre komplicerede handelsaftaler, at ingen i Bruxelles kan forestille sig, at alt kan være afklaret på mindre end syv år, som også EU-præsident Donald Tusk har meldt ud. Andre taler om, at det vil vare et årti.
Den store »Vote Leave«-kampagne, der har den tidligere London-borgmester Boris Johnson som frontfigur, har dog meldt ud, at den ikke ønsker at aktivere Artikel 50 med det samme, men i stedet vil forhandle skilsmisse og handelsaftaler sideløbende. Det er der dog hverken gehør for i Bruxelles eller de store EU-landes hovedstæder. Her henvises der til traktatens klare formulering om, at udmeldelse foregår via den dertil indrettede Artikel 50.
De fleste forventer, at finansmarkederne vil reagere voldsomt, hvis folkeafstemningen ender med et flertal for at forlade EU. Og hvis en manglende aktivering af Artikel 50 får uroen til at trække ud og også ramme resten af EU hårdt, så er en række EU-lande klar til at sætte hårdt mod hårdt over for briterne for at få sat gang i en mere kontrolleret exit-proces.
Ifølge den normalt velunderrettede avis Financial Times er en mulighed at betragte David Camerons orientering om resultatet af folkeafstemningen på EU-topmødet den 28.-29. juni som en formel notificering og dermed aktivering af Artikel 50. Også en trussel om i yderste tilfælde at suspendere britiske selskabers rettigheder i det indre marked luftes, men det vil der ikke umiddelbart kunne skaffes opbakning til i alle de andre EU-lande.
I alle fald bliver skilsmisseprocessen langvarig, og »Vote Leave«-kampagnens håb om at have alt på plads i 2020, er der ingen, der tror på i Bruxelles – heller ikke briterne i byen.
UK bliver i EU - men ny uro opstår
Hvis et britisk flertal ender med at stemme for at blive i EU, er det ingen garanti for politisk ro – hverken i Storbritannien eller i resten af EU. I Storbritannien vil meget afhænge af, hvor klart resultatet er. For premierminister David Cameron vil et ja til at blive i EU selvfølgelig være en sejr, men hvis et flertal blandt Camerons egne konservative vælgere stemmer for at forlade EU, eller hvis det kun er vælgerne i Skotland, der sikrer et samlet flertal, så kan det ikke udelukkes, at nogen i Camerons konservative parti vil lugte blod. Valgkampen har været så beskidt, at det nærmest har lignet en intern Tory-borgerkrig.
Det er også uvist, om David Cameron kan finde på at bruge et »Remain« til at kræve yderligere reformer i EU. Der ligger en fast aftale fra februar om det nye forhold mellem Storbritannien og EU, hvis folkeafstemningen ellers ender med, at briterne vil blive i EU, men Cameron har overrasket mange gange før med udmeldinger, som ingen havde forudset.
En større risiko for uro er dog, at andre EU-lande også vil have lignende særaftaler. Det ønsker Dansk Folkeparti for eksempel for Danmark, hvor også regeringen understreger behovet for fortsatte reformer af EU. Men set med EU-briller er bekymringen især, at disse ønsker også hurtigt kan komme fra kernelande som Frankrig og Holland, der næste år står over for valg, hvor det ikke kan udelukkes, at de stærkt EU-kritiske Marine Le Pen og Geert Wilders kommer til magten.
UK bliver i EU - lettelse og aftale træder i kraft
Alle EU-tilhængere i Bruxelles krydser fingre for, at briterne vælger at blive, og at det politiske »jordskælv« udebliver. Planen er herefter hurtigst muligt at implementere den aftale, som Storbritannien indgik med de øvrige 27 EU-lande tilbage i februar.
Den aftale indebærer en mulighed for at indeksere udbetaling af børnecheck efter leveomkostningerne i det EU-land, hvor børnene bor. Den mulighed vil Danmark også kunne benytte, hvilket af principielle årsager har været en vigtig sag for den danske regering, selv om det kun giver en besparelse på få millioner kroner. Aftalen omfatter desuden en nødbremse over for EU-borgeres adgang til særlige britiske løntilskudsordninger, når det belaster velfærdssystemet ekstraordinært.
I praksis skal EU-Kommissionen dog først komme med forslag til de konkrete lovændringer af nogle teknisk meget komplicerede forordninger, og her vil nogle lande som Danmark måske presse på for et stærkere værn mod misbrug af sociale ydelser, mens især østlandene vil kæmpe for at begrænse ændringerne til det allerede aftalte. Det kan derfor sagtens blive et større politisk slagsmål, selv om rammerne er fastsat af stats- og regeringscheferne i februar.
Hvis briterne stemmer for at forlade EU, vil det medføre en betydelig usikkerhed, der i værste fald kan give kaotiske tilstande såvel politisk som på de finansielle markeder. Men også i tilfælde af at briterne bliver, kan der opstå fornyet uro.
