Amerikanske luftfartsmyndigheder har indført forbud mod flyvninger til og fra israelsk lufthavn i 24 timer efter raketnedslag nær lufthavnen.

ISRAEL/USA: De amerikanske luftfartsmyndigheder har tirsdag aften dansk tid forbudt amerikanske flyselskaber al trafik til og fra Israels internationale lufthavn Ben Gurion i 24 timer. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere på dagen meddelte tre amerikanske flyselskaber - Delta Air Lines, US Airways og United Airways - ifølge Reuters, at man aflyser flyafgange til og fra lufthavnen i Tel Aviv.

Det skete, efter at Delta Air Lines tirsdag eftermiddag valgte at omdirigere et passagerfly fra New York til Tel Aviv, da en raket slog ned cirka fem kilometer fra lufthavnen. Flyet, der havde 273 passagerer ombord, blev i stedet sendt til Paris.

Det britiske luftfartsselskab British Airways meddeler ifølge BBC, at man følger situationen tæt, men at man indtil videre flyver som planlagt til og fra Ben Gurion-lufthavnen.

Den militante Hamas-gruppe, der kontrollerer Gaza-striben, som ligger cirka 80 kilometer syd for Tel Aviv, har på det seneste sendt adskillige raketter ind over grænsen til Israel. Imens har israelerne svaret igen med en større militæroperation, hvor flere end 600 palæstinensere er blevet dræbt.

Raketten, der tirsdag havde retning mod Ben Gurion-lufthavnen, slog ned i en by, hvor to personer blev lettere såret, oplyser de israelske myndigheder ifølge Reuters.