Hvad gør israelerne nu?

Det spørgsmål har trængt sig på, lige siden Iran angreb Israel natten til søndag. Nu mener USA at vide det – men én ting skaber panderynker i Det Hvide Hus.

CNN har talt med en højtstående embedsmand i Joe Bidens administration og flere andre kilder med kendskab til de amerikanske efterretninger.

Deres vurdering er enslydende:

At Israel vil gennemføre et mindre gengældelsesangreb mod militære mål i Iran.

Både USA og FN frygter, hvad det kan føre til – af flere forskellige årsager.

»Vi håber, de vil give os en form for advarsel, så vi vil være forberedt på at kunne beskytte vores personel – ikke kun det militære, men også det diplomatiske – over hele regionen,« siger en højtstående embedsmand i den amerikanske administration til CNN.

»Men der er ingen garanti for, at de vil give et 'heads up', for de ved, at når de giver et 'heads up', vil vi sandsynligvis igen komme med en indsigelse, uanset hvad de har planer om at gennemføre,« fortsætter embedsmanden, som taler under dække af anonymitet.

Ifølge kilden er amerikanerne overbeviste om, at situationen vil deeskalere, hvis Israel afholder sig fra at gengælde Irans angreb, men tilføjer, at USA foreløbig ikke blevet informeret om, hvilke planer israelerne eventuelt har i støbeskeen.

»Men et hvilket som helst skridt nu vil åbne for en hel stribe af mulige udfald, hvoraf nogle er ret skræmmende,« lyder det fra embedsmanden.

Hos Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), som hører under FNs paraply, frygter man et israelsk angreb, som er målrettet Irans atomfaciliteter.

»Vi er altid bekymrede over dette scenario,« siger chefen for IAEA, Rafael Grossi, ifølge Sky News.

Han anbefaler parterne i konflikten at udvise »ekstrem forsigtighed«.

IAEA inspicerer regelmæssigt Irans atomprogram. Iranerne hævder, at landet udelukkende har fredelige hensigter, men Vesten og ikke mindst Israel frygter, at Teheran går efter at blive en atommagt.

Natten til søndag sendte Iran både droner og missiler mod Israel. Det skete for at gengælde et angreb på Irans ambassade i Syrien, som Israel mistænkes for at stå bag.