Målrettede sanktioner vil forbyde amerikansk aktivitet på Krimhalvøen og dermed ramme Rusland. Sanktionerne fra USA lægger sig op ad nye europæiske sanktioner.

USA: Præsident Barack Obama har besluttet at udvide sanktionerne mod Rusland og denne gang målrette dem mod halvøen Krim, som Rusland annekterede fra Ukraine i marts.

Ifølge BBC forbyder sanktionerne eksport af varer, teknologi og serviceydelser til Krimhalvøen og lægger sig dermed på linje med nylige sanktioner vedtaget af EU og Canada.

Sanktionerne rammer også ned i selve USA, hvor det bliver forbudt for amerikanske statsborgere at købe ejendom på Krim eller at støtte firmaer på Krim.

EUs sanktioner omfatter også investeringsforbud på Krim, specielt i russisk olie- og gaseftersøgning i Sortehavet.

Europæiske krydstogtskibe vil heller ikke længere anløbe havne på Krim.

Den amerikanske præsident har sagt, at de amerikanske sanktioner kan blive lempet, hvis Rusland viser vilje til at nedtrappe situationen i Ukraine, hvor Rusland konsekvent benægter, at man støtter oprørere i øst med våben og soldater.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, har på forhånd advaret USA om, at det vil skade det russisk-amerikanske forhold i lang tid fremover, hvis de nye sanktioner bliver indført.