En usædvanlig og yderst sjælden diamant slog onsdag alle rekorder, da den blev solgt som den dyreste diamant nogensinde på en auktion i Schweiz.

Den unikke ædelsten har fået navnet ’Oppenheimer Blue’ og blev inden auktionen vurderet til en værdi mellem 250 og 300 millioner kroner.

På trods af det ekstremt høje prisleje viste de 14,6 karat funklende skønhed sig at overgå alle forventninger.

Hammerslaget lød nemlig på næsten 340 millioner kroner for den funklende sten.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Med den pris fulgte også titlen som verdens dyreste diamant, der tidligere hed ’Blue Moon’. Den gik sidste år for 306 millioner kroner.

Foto: FABRICE COFFRINI
Vis mere

’Oppenheimer Blue’ har fået sit navn fra sin tidligere og nu afdøde ejer Phillip Oppenheimer, der efter sigende havde valgt stenen for dens perfekte nuance, upåklagelige proportioner og fabelagtige rektangulære form. Den var en gave til hans kone.

Den sjældne diamant med en gennemtrængende blå farve sidder på en ring og har fået selskab af to mindre diamanter. En på hver side.

Ud over nu at være den dyreste diamant er ’Oppenheimer Blue’ også den største blå diamant af sin slags set på en auktion.

Foto: DENIS BALIBOUSE
Vis mere