Til nytår kan vi fejre, at antallet af fattige vil være faldet med 200 millioner mennesker i forhold til år 2012, viser prognose fra Verdensbanken.

Der bliver noget at fejre, når vi går ind i det nye år. Ifølge en prognose fra Verdensbanken vil antallet af meget fattige ved årsskiftet være faldet med 200 millioner mennesker i forhold til år 2012, skriver Kristeligt Dagblad.

Dermed er antallet af mennesker, der lever i dyb fattigdom, nede på det laveste, en opgørelse nogensinde har kunnet vise.

I 2012 levede 902 millioner mennesker i ekstrem fattigdom. Om få måneder forventes det tal altså at være nede på 702 millioner svarende til 9,6 procent af verdens befolkning. Og det er »den mest opløftende historie i verden i dag«, mener Verdensbankens præsident, Jim Yong Kim.

»Vi er den første generation i menneskets historie, der kan afskaffe ekstrem fattigdom,« siger han ifølge Kristeligt Dagblad.

Hovedårsagen til, at færre lever i ekstrem fattigdom, er den økonomiske vækst i udviklingslande, massive investeringer i sundhed og uddannelse samt nye sociale sikkerhedsnet, der så småt vinder frem.

Cheføkonom i Den Afrikanske Udviklingsbank, Steve Kayizzi-Mugerwa, deler Verdensbankens optimisme, men fremhæver samtidig, at den positive udvikling er langt mere fremherskende i Asien især i Kina og Indien, end den er i Afrika syd for Sahara.

Verdensbanken har netop hævet grænsen for, hvornår et menneske kaldes ekstremt fattigt. Fra at have omkring otte kroner om dagen af leve for, hedder grænsen fremover omkring 13 kroner om dagen.

Det er Verdensbankens mål at have afskaffet ekstrem fattigdom senest i 2030.