Lufthavne i Frankrig og USA har påbegyndt screeninger af passagerer fra Afrika i frygt for ebola. Samtidig afviser WHO kritik af organisationens indsats over for den dødelige virus.

USA: Nok er det fortsat Vestafrika, der er hårdest ramt af ebolavirussen, men flere vestlige lande viser nu synlige tegn på, at frygten for den dødelige virus vinder frem.

I Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris påbegyndte man lørdag en screening af alle passagerer fra Guinea, der er et af de lande, der er hårdest ramt af ebolaudbruddet.

Frankrig bliver dermed det fjerde vestlige land, der måler kropstemperaturen på passagerer fra ebolaramte lande, efter England, Canada og USA allerede har indført lignende foranstaltninger i udvalgte lufthavne.

Lørdag så den amerikanske præsident, Barack Obama, under sin ugentlige tale til nationen sig nødsaget til at advare mod »hysteri«.

»Dette er en alvorlig sygdom, men vi kan ikke give efter for hysteri eller frygt, for det gør det kun sværere at give folk de korrekte informationer, som de har brug for. Selv et tilfælde er for mange, men vi må bevare proportionssansen,« betonede han.

Han understregede samtidig, at det ikke er en gangbar løsning at isolere sig fra Vestafrika, hvor knap personer 10.000 menes at være smittet af virussen.

»Vi kan ikke bare afskære os fra Vestafrika,« lød det fra Obama, der fremhævede, at det netop er essentielt at angribe virussen hos den oprindelige kilde, hvis man skal sætte en stopper for spredningen.

Talen fra Obama kommer efter, at dele af hans egen administration åbent har opfordret præsidenten til at forhindre passagerer fra Liberia, Sierra Leone og Guinea i at rejse til USA.

Lørdag advarer den internationale nødhjælpsorganisation Oxfam mod, at ebola kan blive vor tids store katastrofe, hvis ikke det internationale samfund udvider indsatsen. Organisationen langer blandt andet ud efter lande som Spanien og Italien, der risikerer »at koste liv« ved ikke at være villige til at sende soldater ned til de afrikanske lande for at afhjælpe de ramte lande med at bygge behandlingscentre og afhjælpe de logistiske udfordringer.

Den tiltagende frygt i de vestlige lande kommer samtidig med, at Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er kommet i modvind for sin indsats i kampen mod virussen.

Flere internationale medier skriver lørdag om et internt arbejdsdokument fra organisationen, der kritiserer særligt den tidlige indsats, hvor læger blandt andet var forhindret i at komme frem til de ramte lande i Afrika på grund af manglende tilladelser.

WHO har lørdag affærdiget dokumentet som et »tidligt udkast«, men lover samtidig, at man senere i processen vil publicere en fuld evaluering af sin egen indsats, skriver Reuters.

Ebolafrygten har fået et nøk opad i Vesten i de seneste uger, hvor en håndfuld lande har kunnet konstatere tilfælde på egen jord. I Spanien døde en sygeplejerske efter at være blevet smittet med virussen under behandlingen af en ebolapatient på et hospital i Madrid. I USA oplevede man ligeledes det første eboladødsfald på egen jord, da liberianeren Thomas Eric Duncan døde på et hospital i Texas efter at være kommet til landet fra Liberia.

Antallet af eboladødsfald menes at have rundet 4.500, mens antallet af smittede nærmer sig 10.000.