Rygterne om Mullah Baradar Akhunds død er stærkt overdrevne.

I et opslag på Twitter afviser Talibans talsmand, Zabiullah Mujahid, forlydender om, at Afghanistans Vicepremierminister skal være dræbt eller såret.

»Det er løgne og fuldstændig grundløst,« skriver Zabiullah Mujahid.

Baradar Akhund var med til at stifte Taleban sammen med den nu afdøde Mullah Omar, og han regnes for en af de allermest højtstående figurer i Taleban.

Officielt står han under Haibatullah Akhundzada der er leder af Talibans nyoprettede emirat i Afghanistan, men kilder med indsigt i Taleban har sagt til internationale medier, at Baradar de facto er leder af Taleban

Fra 2010 til  2018 var Baradar Akhund fængslet i Pakistan, men han blev løsladt efter ønske fra USA, hvorefter han deltog i forhandlingerne om USAs tilbagetrækning fra Afghanistan.

Der har været forlydender om, at Baradar skulle være blevet dræbt eller såret i kampe mellem forskellige Talebanenheder, men disse forlydender er falske, fastslår Taleban-talsmanden.

»Rapporter om at Mullah Baradar Akhund er blevet såret eller dræbt er grundløse og ikke sande, jeg benægter dem kategorisk,« siger Zabiullah Mujahid ifølge det russiske nyhedsbureau, Tass.