Den amerikanske journalist Steven Sotloff er ifølge flere internationale medier blevet halshugget af Islamisk Stat.

En video, der viser halshugningen af den amerikanske journalist Steven Sotloff, er ifølge flere internationale medier blevet udsendt af Islamisk Stat.

Islamisk Stat truede i forbindelse med halshugningen af James Foley med også at slå Sotloff ihjel, afhængigt af hvad præsident Barack Obamas næste træk ville være i Irak. Det skulle nu angiveligt være sket.

I den udsendte video siger Steven Sotloff ifølge CNN, at han »betaler prisen« for USAs indgriben.

En maskeret person fra IS taler desuden direkte til præsident Obama og siger:

»Mens dine missiler bliver ved med at ramme vores folk, vil vores knive blive ved med at ramme jeres folks struber.«

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at Det Hvide Hus endnu ikke har kunnet bekræfte ægtheden af den udsendte video, som IS har givet titlen »En anden besked til USA«.

I videoen, hvor Steven Sotloff angiveligt halshugges, truer Islamisk Stat samtidig med en ny henrettelse - denne gang af et britisk gidsel, der benævnes David Haines.

Den 31-årige Steven Sotloff forsvandt i august 2013, mens han rapporterede fra Aleppo i Syrien. Hans familie holdt dog oplysningen om Sotloffs forsvinden hemmelig for offentligheden, da man frygtede for hans sikkerhed.


Siden har familien og de amerikanske myndigheder over flere omgange forsøgt at få ham løsladt det seneste år.

Så sent som i sidste uge udsendte Sotloffs mor, Shirley Sotloff, en video, hvor hun bønfaldt IS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi om ikke at slå sønnen ihjel.

Den henrettede journalist har blandt andre arbejdet på nyhedsmagasinet Times, The National Interest og Foreign Policy.