Fra venstre flyver et missil med kurs direkte mod en militærlufthavn i det vestlige Ukraine. Kameraet følger missilet, og sekundet efter eksploderer bygningen i flammer og røg.

En ansat i en industrivirksomhed ved siden af luftbasen bekræfter over for B.T. videoens ægthed.

»Vores militære lufthavn blev ramt,« er den kortfattede meddelelse.

»Vi går hjem for i dag,« afslutter medarbejderen.

Missilangrebet skete i byen Ivano-Frankivsk i Vestukraine.

Videoen, som kan ses øverst i artiklen, blev optaget torsdag morgen, hvor også flere andre byer i Ukraine blev angrebet af Rusland.

På videoen ses flere mennesker flygte fra området, men medarbejderen fra den ukrainske virksomhed ved ikke, hvorvidt nogen er kommet til skade.

Andre videoer fra byen Ivano-Frankivsk viser massive sorte røgskyer fra lufthavnsområdet, hvor angrebet fandt sted.

En kvinde, som B.T. har talt med, vågnede klokken 7 dansk tid til lyden af flere høje eksplosioner.

Fra sin lejlighed kunne hun se, at røgen og flammerne kom fra området omkring byens lufthavn. Hun er ikke alene om at vågne til lyden af eksplosioner.

Røg fra missilangrebet på luftbasen breder sig i byen Ivano-Frankivsk. Privatfoto
Røg fra missilangrebet på luftbasen breder sig i byen Ivano-Frankivsk. Privatfoto
Vis mere

Det samme gjorde den 42-årige ukrainer Evgeny fra en anden by, Kharkiv, som B.T. har talt med. Han vågnede klokken 5 i morges til lyden af krig.

»Det var frygteligt. Jeg vækkede min kone og sagde, at krigen er begyndt. Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre,« siger han.

Rusland har torsdag indledt en række angreb på centrale dele af den ukrainske militære infrastruktur.

Ivano-Frankivsk er den største by i regionen med samme navn i det vestlige Ukraine og har en luftbase med kampfly.

Området ligger 100 kilometer fra Transnistrien i Moldova, som er en russisk støttet udbryderrepublik med udstationerede russiske styrker.