TV-stationen Al-Jazeera har modtaget videomateriale, som angiveligt viser Mohammed Merahs massakrer i Frankrig.

Al-Jazeeras kontor i Paris har modtaget en pakke med en USB-nøgle, som angiveligt indeholder videoer optaget af den nu dræbte seriemorder Mohammed Merah. Videoerne viser ifølge flere franske medier angrebene mod den jødiske skole i Toulouse og mod franske soldater i Montauban. Pakken med USB-nøglen er poststemplet onsdag i sidste uge, og ifølge Le Monde har politiet verificeret pakken. Efterforskere arbejder nu på at finde ud af, om det er Merah selv, der har sendt den, inden han blev opsporet af politiet. Mohammed Merah nåede at tilstå drabene på syv personer - herunder tre børn - i det sydlige Frankrig, inden politiets specialstyrker stormede den lejlighed i Toulouse, hvor han havde forskanset sig i halvandet døgn. Den 29-årige bror til Merah er anholdt af fransk politi og sigtet for medvirken til de i alt syv drab. Han mener selv, at han er blevet syndebuk for sin brors forbrydelser.