Seriemorderne i 'Mindhunter' er supermænd, som lurer i enhver gyde, og Netflix-serien er en dundersucces. Seerne skutter sig i frygt. Men virkeligheden er anderledes - og det er nutidens 'jægere' også. De jager ikke seriemordernes hjerner, men deres data.
Thomas Hargrove er en ny tids »Mindhunter.« Han kan finde seriemordere, hvor andre giver op, og han gør det ikke ved at knække forbrydernes hjerner. Han gør det ved at knække tal.
Han fodrer computere med gigabytes af data om drab i USA, og han har skrevet en algoritme, som fortæller ham, hvis der er noget mærkeligt ved tallene. Hvis de arter sig på en måde, som indikerer en seriemorder.
Og i 2010 var der bid. Hans data fortalte ham, at der foregik et eller andet i Gary, en udslukt og fattig industriby sydøst for Chicago. Mellem 1980 og 2008 var 15 kvinder i byen blevet dræbt. Kvinderne var mellem 20 og 50 år gamle, og de var alle blevet dræbt på samme måde - kvalt, som Bloomberg har skrevet. Og ingen af drabene var opklarede.
Thomas Hargrove sendte en email til en politichef i byen, han vedhæftede striber af datasæt, og han noterede, at sagsantallet var højest unormalt i forhold til gennemsnittet.
»Tyder tallene ikke på, at der er en eller flere seriemordere i jeres politidistrikt,« spurgte han i sin email.
Politichefens reaktion?
Han gjorde ingenting.
Bestialsk
»Mindhunter« er en mærkværdig succes. I Netflix-serien følger vi den unge psykolog, Holden Ford, som er fascineret af seriemordere. Og han er fascineret på en måde, som konstant zigzagger ind i grænselandet til fortryllelse. Han maltrakterer ikke kvinder, han slår dem ikke ihjel, men hans øjne får et forgjort udtryk, når han lytter til mordere, som fortæller om, hvordan de gjorde det.
Så Holden Ford er en mærkværdig helt, og det er svært at heppe på ham uden at heppe på noget, der føles lidt som at heppe på en klam fantasi.
Og hvis hovedpersonen er en sær fisk, og hvis historien bag historien lyder lidt som en nørdet podcast - »adfærdsvidenskaben bag seriemordere« - hvorfor så millioner af seere?
Netflix opgiver ikke seertal, men ifølge en enkelt uafhængig ugeopgørelse i sidste måned så 26 mio. amerikanere serien. Det er en enkelt uge i et enkelt land, og der er 52 uger i året, og Netflix er på markedet i 190 lande.
Det er et signalement af en dundersucces, og forklaringen er givetvis, at hverken Holden Ford eller historien i sig selv er tiltrækningskraften; det er derimod seriemorderne, de bestialske mænd, som »Mindhunter« er tapetseret med, og seerne deler - når det kommer til stykket - Holden Fords fascination.
Frustration
Thomas Hargrove gav ikke op. Han sendte yderligere to emails til den pågældende politichef, og han sendte anbefalede breve til den øverste chef for politiet i Gary og til byens borgmester.
Hargroves tal indikerede, at der var en seriemorder løs i Gary, og at han var på fri fod og stadig aktiv. Og politiet og borgmesteren ville end ikke besvare Hargroves emails og breve. »Det er det mest frustrerende, jeg har været ude for i mit professionelle liv,« som han siger til Bloomberg.
Hargrove er en pensioneret datajournalist, som i hele sit professionelle liv har knust tal og data og forsøgt at finde svarene, og han blev ved med at henvende sig til højre og venstre i Gary. Og efter to år hørte han fra en ligsynskvinde i byen, og hun havde også undret sig over drabene. Ofrene, drabsstederne, metoden - de lignede hinanden - og ligsynskvinden var også gået til politiet med sin mistanke, men de havde også afvist hende, skriver New Yorker.
Og dér stod sagen 17. oktober 2014.
Monster
»Mindhunter« er ikke ene om at nære fascinationen af seriemordere.
Den amerikanske sociolog Julie Wiest kortlagde sidste år i Howard Journal of Communications ti års mediedækning af seriemordere i USA og Storbritannien. Og hun konkluderede, at medieomtalen typisk fladt i to kategorier: Enten var de monstre, eller også var de berømtheder.
Medierne tillagde dem nærmest overnaturlige kræfter - seriemorderne kunne uset slå ihjel, de slap gang på gang væk fra politiet, de var fysisk stærke, ofte begavede, og de elskede berømmelsen - og Julie Wiest noterede en slags Hannibal Lecter-syndrom: At medierne elskede at portrættere seriemorderne som kannibalen i »Ondskabens øjne«.
Vi lever åbenlyst i en kultur, som har behov for at betragte seriemordere på en bestemt måde, og sådan har det været mindst siden Jack the Ripper, skrev hun. Freud kaldte den slags projektion - at vi tager vores egen frygt, usikkerhed eller andre følelser og kaster dem over på andre eller andet - og det er givetvis, hvad vi bruger seriemordere til, mener Wiest.
Og den projektion blænder for kendsgerningerne om seriemordere, for de er ikke, som vi tror, de er, viser det hidtil største talmateriale om dem. Professor Mike Aamodt på det amerikanske Radford University har samlet en database med 3.000 seriemordere og 10.000 ofre, og hans tal viser os, hvad der er myte og kendsgerninger.
Og seriemorderne er ikke overmennesker eller overnaturlige monstre i anden forstand end at deres forbrydelser er så monstrøse. Ofte er de psykisk syge, men med en »maske af tilregnelighed«, ofte har de sadistiske og pyromaniske tendenser, ofte blev de som børn mobbet og mishandlet, ofte har de en småforbryderisk historie med f.eks. tyveri, og deres gennemsnitlige intelligenskvotient er 89 point. Normen er mellem 90 og 110 point.
Så seriemorderne er ikke Hannibal Lecter-materiale, de er sølle mennesker, som måske bedst illustreres af et citat fra en af de seriemordere, som i »Mindhunter« portrætteres som en slags Voltaire. Kvinder afviste og hånede Emil Kemper, og som han ifølge bogen »Car Crash Culture« forklarede i retten: »Hvis jeg dræber dem, kan de ikke afvise mig. Jeg lavede nærmest en dukke ud af et menneske og levede mine dukkefantasier ud i livet.«
Det overmenneskelige består alene i, at seriemordere gør, hvad de gør og ikke kan stoppe sig selv - og det er ikke overmenneskeligt, men snarere det modsatte.
Det er den ene gode nyhed - at de langt fra er Hannibal Lecter - og den anden gode nyhed er, at deres antal er styrtdykker. Vi lever i seriemordernes lavalder.
Voldelig og skør
17. oktober 2014 klokken 17.13 tog Afrikka Hardy en skæbnesvanger beslutning. Hun tjente fra tid til anden penge som prostitueret i Gary, og hun havde den eftermiddag sat en aftale op med en kunde på Motel 6, værelse 158, som Daily Beast har beskrevet.
Klokken 17.13 bankede han på døren, og Hardy sendte en SMS til en veninde og fortalte, at hun var med en kunde. Hun åbnede døren og lukkede Darren Deon Vann ind.
De havde sex, og han kvalte hende, først med sine hænder, så med en stump ledning, som han havde taget med. Han smed Afrikka Hardys lig i badekarret med et par kondomer ovenpå, snuppede ofrets mobiltelefon og kørte fra stedet. Men han kom ikke langt. Politiet fik fat i overvågningsoptagelser fra motellet og sporede Hardys mobiltelefon, og dagen efter stoppede de Darren Deon vann.
»I fik mig,« sagde han, og tilstod på stedet drabene på Afrikka Hardy og seks andre kvinder, og han tog en betjent på en rundtur til seks tomme huse i Gary, og her fandt de lige så mange kvinde-lig. Vann begyndte også at tale om andre drab, helt tilbage til begyndelsen af 1990erne, skriver New Yorker, og at han havde dræbt kvinder lige siden, kun afbrudt af en pause, hvor han sad i fængsel for voldtægt.
»Han var voldelig og skør,« som en nabo sagde til CNN. »Jeg ville ikke lade mine børn komme i nærheden af ham.« To gange havde Vann fået sexdomme, han var registreret som seksualforbryder, han kunne ikke holde på et arbejde i lang tid af gangen, og han levede i fattigdom og ofte i et af de 10.000 forladte huse i Garys slum.
Men det rejste hurtigt et spørgsmål:
Hvis Vann var en kendt sexforbryder, og hvis naboerne frygtede ham og anmeldte ham for hans udskejelser - hvorfor satte politiet ham så ikke i forbindelse med seriedrabene i Gary?
Boom
I »Mindhunter« vader seerne i seriemordere. Snart flyver Holden Ford til Californien, snart til North Carolina, og USA virker som »Zombie Apocalypse« - bare med seriemordere.
»Mindhunter« finder sted i 1977, hvor USA var midt i et seriemorderboom. Nogle af de mest berygtede amerikanske seriemordere myrdede løs, f.eks. Ted Bundy, John Wayne Gacy og David Berkowitz, og andre var på nippet til at begynde, f.eks. Jeffrey Dahmer og Gary Ridgway.
Eller udtrykt i tal hentet fra databasen på Radford University: I 1950erne var 72 seriemordere løs i USA, i 1960erne var tallet 217, og i 1980erne kulminerede antallet med 768 seriemordere.
Hvis man gennemlevede de år i USA, ville det formentlig også føles som i »Mindhunter« - seriemorderne var alle steder - og truslen var i enhver mørk gyde og enhver mand. Film som»Taxi driver« og »Motorsavsmassakren« kom ikke ud af ingenting. Det gjorde bøger som »Ondskabens øjne« og »American Psycho« heller ikke.
Men i 1987 begyndte antallet af seriemordere at falde - og dramatisk - og i 2015 opererede blot 30 seriemordere i USA, viser tallene fra Radford.
Vi er med andre ord i dag på samme niveau som i begyndelsen af 1960erne, og givetvis er vi endnu lavere, for langt fra alle mord og seriemord blev dengang registrerede.
Så hvorfor lavalderen for seriemord?
Professor Mike Aamodt har i et foredrag for retspsykologer peget på fire årsager, bl.a. længere fængselsstraffe i USA og teknologi, men også, at ofrene har ændret adfærd. Seriemorderboomet i 1980erne fik amerikanerne til at opføre sig på en anden måde, og der er f.eks. i dag meget få, som tager på stop, og børn færdes sjældent alene.
I »Mindhunters« tid - i 1970erne og 1980erne - havde frygten for seriemordere et vist statistisk belæg, men ikke i dag. Deres antal har ikke i nyere tid været lavere.
Talknuserne
Men hvad så med Gary?
Hvis der er så få seriemordere, og hvis de har så svært ved at komme afsted med seriemord - hvad skete der så i Indiana?
Svaret er typisk politiets inkompetence eller mangel på ressourcer, som New Yorker noterer. I USA har afindustrialiseringen og finanskrisen slået al luft ud af en stribe byer, som opklaringsprocenten for mord også illustrerer. I relativt rige byer som Los Angeles, Houston og New York ligger opklaringsprocenten på omkring 75 pct, forklarer talknuseren Thomas Hargrove til Bloomberg. Men se på de forarmede gamle industribyer som Detroit, New Orleans og St. Louis. Her er den samme procent midt i 40erne. I Gary er der ingen nye tal, fordi politiet ikke har indleveret tal.
Eller sagt på en anden måde: Et drab begået i New York bliver med statistisk sandsynlighed opklaret. Et drab begået i New Orleans bliver ikke.
Forklaringen ligger ikke kun i manglen på betjente og efterforskere, den ligger også i manglen på data. Nogle politidistrikter er så ringe kørende, at dataanalyse for dem består i at spørge Bill i kantinen, om han kan huske et drab. Da Hargrove f.eks. henvendte sig til politiet i Detroit for at få drabstal, lød svaret tilbage, at politiet ikke havde budgettet til at samle tallene. Som Hargrove siger til Bloomberg: »Hvad gør man, når en by er så meget på spanden, at den ikke kan give os de tal, som vi har brug for?«
Det var problemet i Gary. Politiet havde indrapporteret hvert enkelt drab begået i distriktet til de statistiske myndigheder, men ingen i Gary satte sig ned og gjorde, hvad Thomas Hargrove gjorde. Ingen studerede tallene og fandt ud af, at der sandsynligvis var en seriemorder løs.
Og det er nøglen til fremtidens opklaringsarbejde, skriver New Yorker. »Datahunter« frem for »Mindhunter.« I »Mindhunter« tror Holden Ford og hans fæller, at de kan knække seriemordernes hjerne og udarbejde en psykologisk profil af gerningsmanden. Eftertiden har vist, at den slags er lige så meget astrologi som astronomi.
Hargrove og andre dataknusere arbejder i stedet med det, som eksperterne kalder »geografisk profilering.« De studerer, hvad de kalder drabsmændenes »killing field« - det territorium, som drabsmændene opererer inden for - og ved at knuse data indsnævrer de feltet og nærmer sig personen. Det var, hvad Hargrove gjorde i Gary. Han studerede tallene, hans algorimte fandt fællestræk i mordene og sammenlignede dem med gennemsnittet, og han fortalte politifolkene, at der var en seriemorder løs, og også hvor og hvordan han opererede. Politiet ville bare ikke lytte - ikke før end seriemorderen havde slået yderligere syv kvinder, deriblandt Afrikka Hardy, ihjel.
Retssagen mod hendes formodentlige morder, Darren Deon Vann, er berammet til næste år. Anklagemyndigheden kræver dødsstraf.
