Tyfonen Haishen har natten til mandag raseret den sydlige japanske ø Kyushu og har nu retning mod Sydkorea.

På forhånd var mere end otte millioner mennesker blevet bedt om at lade sig evakuere i det sydlige Japan, og mere end 430.000 borgere i Kyushu var uden strøm natten til mandag.

Tyfonen har skabt stormflod nær større byer, mens der er målt rekordhøje vindstød på op mod 216 kilometer i timen. Bygninger er flere steder styrtet sammen.

Japan Times melder om mindst 18 tilskadekomne som følge af tyfonen, men der er ingen meldinger om dødsfald.

Et ødelagt tag ligger på jorden i byen Fukuoka. 
Et ødelagt tag ligger på jorden i byen Fukuoka.  Foto: JIJI PRESS
Vis mere

Foto: STR
Vis mere

Tyfonen skulle desuden ikke have været så slem som frygtet, da den både aftog i styrke, da den nærmede sig land samt svingede mere mod vest forbi den japanske sydkyst end først antaget.

Mere end 300 flyafgange blev aflyst søndag, mens mere end 370 flyafgange i Kyushu mandag ligeledes bliver aflyst. Flere tog står desuden stille, til tyfonen er drevet længere væk fra området.

Tyfonen nærmer sig mandag morgen dansk tid Sydkorea, hvor stormfloder allerede har ramt – blandt andet i byen Busan, hvor der advares mod oversvømmelse og jordskred.

5.000 hjem skulle ifølge Reuters foreløbigt stå uden strøm i Sydkorea, skriver BBC.

Busan mandag morgen - Sydkoreas næststørste by,
Busan mandag morgen - Sydkoreas næststørste by, Foto: YONHAP NEWS AGENCY
Vis mere