USA: Mindst 2.000 mennesker protesterede lørdag mod, at endnu en sort amerikansk mand på uforklarlig vis er død i politiets varetægt, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Demonstranterne marcherede gennem byen Baltimores gader i den amerikanske delstat Maryland, og lørdagens demonstration er den største protest, siden den 25-årige Freddie Gray døde forrige søndag. Flere demonstranter er blevet anholdt, da demonstrationen udviklede sig voldeligt.

Freddie Gray er blot den seneste i rækken af sorte mænd, som er døde som følge af at have været udsat for en hårdhændet behandling af politiet. Dødsfaldene har forårsaget et ramaskrig i USA, fordi mange ser hændelserne som en hårdhændet og uberettiget magtanvendelse mod afroamerikanere.

Sidste år var der blandt andet flere uger med protester over drabet på den ubevæbnede sorte teenager, Michael Brown, som blev skudt i Ferguson i Missouri og Eric Garner, som blev kvalt under en anholdelse i New York.

Lørdagens protester kommer dagen efter, at Baltimores politimester har erkendt, at politiet havde undladt at give Gray rettidig lægehjælp i forbindelse med en skade på rygsøjlen, som han pådrog sig, da han blev anholdt af politiet. Der er dog ingen forklaring på, hvordan han pådrog sig skaden. Han døde en uge efter anholdelsen.