MALI: Verdenssundhedsorganisationen, WHO, oplyser, at den vil sende et hold eksperter til Mali for at hjælpe landet i kampen mod ebola. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det første tilfælde af sygdommen er netop blevet bekræftet i landet. Ifølge myndighederne er det en pige på to år, som har været smittet.

Dermed er Mali det sjette afrikanske land, hvor ebolasmitte er blevet bekræftet.

Ifølge WHO har pigen og hendes bedstemor rejst flere hundrede kilometer med bus gennem landet, mens hun havde symptomer på at være smittet. Rejsen startede ifølge Reuters i Guinea, der er et af de lande, der er hårdest ramt af ebola, og gik via Malis hovedstad, Bamako, til byen Kayes i den vestlige del af Mali.

43 personer, som har været i kontakt med pigen, bliver nu observeret for symptomer for ebola. Det gælder blandt andet ti sundhedsarbejdere.

Ifølge en lokal sundhedsmedarbejder, der udtaler sig anonymt, er pigen død. Samme melding forlyder i lokale medier, men dødsfaldet er ikke bekræftet officielt.

WHO opfordrer myndighederne i Mali til at accelerere arbejdet med at etablere en isolationsenhed i landets hovedstad og om at holde offentligheden informeret om situationen.

Ebolaepidemien har nu kostet cirka 4.900 personer livet.