Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj retter en direkte tak til Danmark. 

Årsag?

Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier er torsdag blevet enige om at tilføre Ukrainefonden yderligere 4,4 milliarder danske kroner.

Pengene skal bruges til at købe materiel og våben fra forsvarsindutrien både herhjemme og i udlandet med det formål at donere til Ukraine.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) siger i pressemeddelelse, at Danmark fra start har været et af de mest aktive lande, når det gælder donationer.

»Det skal vi fortsætte med at være og derfor glæder jeg mig over, at et bredt flertal af Folketingets partier bakker op om, at vi tilfører Ukrainefonden yderligere 4,4 milliarder kroner til militær støtte i 2024, siger han og kalder det "helt afgørende", at støtten til ukrainerne vises i den alvorlige situation, landet er i lige nu,« siger han. 

Og det har altså fået Volodymyr Zelenskyj til at takke Danmark. 

»Jeg takker alle partier i det danske parlament for dagens beslutning om at øge den militære støtte til Ukraine med 630 millioner dollar næste år,« skriver Zelenskyj på X.

Han sørger for at hver eneste dansker takkes. 

»Vi værdsætter Danmarks vilje til at imødekomme Ukraines forsvar presserende behov og dele den strategiske vision om, at jo stærkere Ukraine er, jo stærkere vil hele Europa blive. Mange tak til Folketinget, statsministeren og hver eneste dansker,« skriver Ukraines præsident.